30:1Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde. 30:2Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort. 30:3De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat; 30:4de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde; 30:5de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv; 30:6de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper; 30:7imellem Buske skryde de, de samles under Nælder. 30:8Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet. 30:9Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak. 30:10De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet. 30:11Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt. 30:12Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig; 30:13de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper; 30:14de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

30:15Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky. 30:16Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig. 30:17Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke. 30:18Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel. 30:19Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske. 30:20Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig. 30:21Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke. 30:22Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag. 30:23Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus. 30:24Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

30:25Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige? 30:26Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed. 30:27Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig. 30:28Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen. 30:29Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder. 30:30Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede. 30:31Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.