Job klager atter over sine Venners Haardhed, der ikke ville anse hans svare ledelser, som han udstod, enddog han var uskyldig, 1-7; han beskriver sine mange og svare Lidelser og søger at bevæge sine Venner til Medynk, 8-22; ønsker, at det, han talte, maatte opskrives til en evig Ihukommelse; trøster sig ved Fremtiden; formaner og advarer sine Venner, 23-29.
19:1Men Job svarede og sagde:
19:2Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
19:3I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
19:4Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
19:5Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
19:6saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
19:7Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
19:8Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
19:9Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
19:10Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
19:11og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
19:12Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
19:13Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
19:14Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
19:15De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
19:16Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
19:17Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
19:18Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19:19Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
19:20Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
19:21Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
19:22Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
19:23Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
19:24ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
19:25Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
19:26Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
19:27hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
19:28Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
19:29Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.