Elifas henviser Job til alle de hellige, som vidne om, at Gud ikke straffede nogen saaledes uden de ugudelige, 1-2; beraaber sig paa sin egen Forfarenhed herom, 3-7; formaner ham, at han skulde efter hans Eksempel sætte Haab til Guds Barmhjertighed, som handler med enhver, eftersom han befinder hans Tilstand, 8-15; saa skulde Gud udfri ham af Trængsel igen, endskønt han havde syndet, 16-27.
5:1Raab, kære, om der er nogen, som svarer dig? og til hvem af de hellige vil du vende Ansigtet?
5:2Thi Fortørnelse slaar en Daare ihjel, og Nidkærhed dræber den taabelige.
5:3Jeg saa en Daare rodfæstet, og jeg forbandede hans Bolig hastelig.
5:4Hans Børn vare langt fra Frelse og nedtraadtes i Porten, og der var ingen, som reddede dem.
5:5Den hungrige opaad hans Høst og hentede den endog fra Tjørnehegnet, og Røverne opslugte hans Formue.
5:6Thi Uretfærdighed skyder ikke frem af Støvet, og Møje vokser ikke op af Jorden;
5:7men et Menneske bliver født til Møje, ligesom Gnister maa flyve højt op.
5:8Dog jeg vilde søge hen til Gud, og til Gud vilde jeg rette min Tale;
5:9til ham, som gør store Ting, hvilke man ikke kan ransage, underlige Ting, saa der er intet Tal paa dem;
5:10ham, som giver Regn paa Jorden og lader Vand komme paa Markerne;
5:11for at sætte de ringe højt op, og at de sørgende ophøjes ved Frelse;
5:12ham, som gør de træskes Anslag til intet, at deres Hænder ikke kunne udføre Sagen;
5:13ham, som griber de vise i deres Træskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes;
5:14om Dagen løbe de an i Mørket og føle sig for om Middagen, som var det Nat.
5:15Og han frelser en fattig fra Sværd, fra deres Mund og fra den stærkes Haand,
5:16saa der bliver Haab for den ringe, og Uretfærdighed maa lukke sin Mund.
5:17Se, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor foragte du ikke den Almægtiges Tugtelse!
5:18Thi han gør Smerte og forbinder; han saargør, og hans Hænder læge.
5:19I seks Angester skal han fri dig, og i syv skal intet ondt røre dig.
5:20I Hunger skal han frelse dig fra Døden og i Krig fra Sværdets Vold.
5:21Du skal finde Skjul for Tungens Svøbe og ikke frygte for Ødelæggelse, naar den kommer.
5:22Du skal le ad Ødelæggelse og Hunger og ikke frygte for Jordens Dyr;
5:23thi med Stenene paa Marken har du Pagt, og Markens Dyr skulle holde Fred med dig.
5:24Og du skal forfare, at dit Telt har Fred, og du skal besøge din Bolig og intet savne.
5:25Og du skal forfare, at din Sæd skal blive mangfoldig, og din Afkom som Græs paa Jorden.
5:26Du skal komme til Graven i Alderdom, ligesom Neg optages i sin Tid.
5:27Se dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa det vel!