9:1Men Job svarede og sagde: 9:2Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud? 9:3Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde. 9:4Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred? 9:5han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede; 9:6han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve; 9:7han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne; 9:8han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger; 9:9han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden; 9:10han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa! 9:11Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke. 9:12Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du? 9:13Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.

9:14Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham. 9:15Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer. 9:16Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst. 9:17Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag. 9:18Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder. 9:19Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!“ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?“ 9:20Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag. 9:21Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.

9:22Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige. 9:23Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse. 9:24Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?

9:25Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode. 9:26De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise. 9:27Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig, 9:28da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig. 9:29Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje? 9:30Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe, 9:31da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig. 9:32Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen. 9:33Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge. 9:34Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke! 9:35Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.