Job klager atter over sine svare Lidelser og ønsker, at hans Sag maatte komme ind for Gud, 1-9; han trøster sig ved sin gode Samvittighed, 10-12; taler om Guds uransagelige Veje og Domme, i hvilke denne handler efter sin frie Villie, som han paa sig selv havde erfaret, 13-17.
23:1Men Job svarede og sagde:
23:2Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.
23:3Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!
23:4Jeg vilde lægge Sagen frem for hans Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.
23:5Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig.
23:6Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.
23:7Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.
23:8Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke.
23:9Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.
23:10Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.
23:11Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.
23:12Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.
23:13Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.
23:14Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadanne Ting har han for.
23:15Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham.
23:16Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig,
23:17fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.