16:1Da svarede Job og sagde: 16:2Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere. 16:3Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer? 16:4Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder. 16:5Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

16:6Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg? 16:7Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling. 16:8Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig. 16:9Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig. 16:10De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig. 16:11Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder. 16:12Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig. 16:13Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden. 16:14Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt. 16:15Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet. 16:16Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage, 16:17skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

16:18O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab. 16:19Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje. 16:20Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud, 16:21at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste. 16:22Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.