4:1Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde: 4:2Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale? 4:3Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder; 4:4dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ; 4:5men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes! 4:6Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?

4:7Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede? 4:8Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter: 4:9De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand. 4:10Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste; 4:11Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.

4:12Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf 4:13i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk; 4:14da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve; 4:15og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme; 4:16den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst: 4:17Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham? 4:18Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab, 4:19endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl; 4:20fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde. 4:21Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.