7:1Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage? 7:2Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn, 7:3saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til. 7:4Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket. 7:5Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker. 7:6Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

7:7Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt. 7:8Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes. 7:9En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. 7:10Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere. 7:11Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

7:12Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig? 7:13Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage, 7:14da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig, 7:15saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler. 7:16Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed! 7:17Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte? 7:18og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik? 7:19Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt? 7:20Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde? 7:21Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.