29:1Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde: 29:2Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig, 29:3da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys; 29:4som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt; 29:5da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig; 29:6da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;

29:7da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet. 29:8De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende. 29:9De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund. 29:10Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane. 29:11Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd. 29:12Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde. 29:13Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte. 29:14Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke. 29:15Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod. 29:16Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg. 29:17Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.

29:18Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand. 29:19Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene. 29:20Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand. 29:21De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad. 29:22Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem; 29:23de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn. 29:24Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde. 29:25Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.