6:1Men Job svarede og sagde: 6:2Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler! 6:3Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem. 6:4Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig. 6:5Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder? 6:6Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen? 6:7Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.

6:8Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab! 6:9og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig! 6:10Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale. 6:11Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv? 6:12Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber? 6:13Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig! 6:14Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.

6:15Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi, 6:16de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig. 6:17Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted. 6:18Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme. 6:19Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem. 6:20De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede. 6:21Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte. 6:22Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue? 6:23eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand? 6:24Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild. 6:25Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser? 6:26Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr? 6:27Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste. 6:28Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt? 6:29Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag! 6:30Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?