13:1Sådan sagde HERREN til mig: »Gå og køb til dig selv et lændeklæde af linned og læg det om dine lænder, men du må ikke lægge det i vand!« 13:2Så købte jeg lændeklædet efter HERRENS ord og lagde det om min lænd.

13:3Da kom HERRENS ord til mig for anden gang: 13:4»Tag lændeklædet som du har købt, og som er om dine lænder, og rejs dig, gå til Eufrat* og skjul det der i en klipperevne!« 13:5Så gik jeg, og jeg skjulte det ved Eufrat, sådan som HERREN havde befalet mig. 13:6Da, efter mange dage, sagde HERREN til mig: »Rejs dig og gå til Eufrat, og tag derfra lændeklædet som jeg har befalet dig at skjule der!« 13:7Så gik jeg til Eufrat, og jeg gravede, og jeg tog lændeklædet fra det sted, hvor jeg havde skjult det. Og se, lændeklædet var ødelagt; det var ikke til nogen som helst nytte.

13:8Da kom HERRENS ord til mig: 13:9»Sådan sagde HERREN: Sådan vil jeg ødelægge Judas stolthed og Jerusalems mægtige stolthed. 13:10Dette onde folk, de afslår at høre mine ord. De vandrer i deres hjertes forstokkethed,* og de går efter andre guder for at tjene dem og for at tilbede dem. Lad dem blive som dette lændeklæde, som ikke er til nogen som helst nytte. 13:11For ligesom lændeklædet slutter tæt til en mands lænder, således sluttede jeg hele Israels hus og hele Judas hus tæt til mig – det er HERRENS udsagn – for at være for mig et folk, et navn, en lovprisning og en pryd; men de hørte ikke. 13:12Og du skal tale dette ord til dem:

›Sådan siger HERREN, Israels Gud: Enhver krukke vil blive fyldt med vin!‹ Og de vil sige til dig: ›Ved vi virkelig ikke det, at hver krukke vil blive fyldt med vin?‹ 13:13Og du skal sige til dem: ›Sådan siger HERREN: Se, jeg fylder hele dette lands indbyggere og kongerne som sidder på Davids trone, og præsterne og profeterne og alle Jerusalems indbyggere så de bliver berusede. 13:14Jeg vil smadre* dem enhver mod sin bror, og fædrene og sønnerne sammen – det er HERRENS udsagn. Jeg vil ikke have medlidenhed, og jeg vil ikke skåne, og jeg vil ikke føle barmhjertighed der vil afholde mig fra at ødelægge dem.‹«

13:15Hør og lyt,

vær ikke hovmodig,

for HERREN har talt:

13:16Giv HERREN, jeres Gud, ære før han bringer mørke,

og før jeres fødder snubler på tusmørkets bjerge!

I venter på lys,

og han ændrer det til dødsskygge,

gør det til tæt mørke.

13:17Men hvis I ikke vil høre det,

da græder i det skjulte min sjæl over hovmod,

græder bitterligt, og mit øje løber over med tårer,*

for HERRENS fåreflok er taget til fange.

13:18Sig til kongen og til dronningemoderen:*

»Træd ned, tag plads,

for jeres prægtige krone er kommet ned fra jeres hoveder.

13:19Byerne i Negev er lukket helt ned

uden at nogen kan åbne,

hele Juda er blevet ført i eksil,

hver eneste er blevet ført i eksil.

 

13:20Løft jeres øjne

og se dem som kommer fra nord!

Hvor er fåreflokken som var givet dig,

fårene, dit herlige smykke?

13:21Hvad vil du sige

når han udpeger dem over dig?

Ja, du har selv oplært dem,

de fortrolige, til at være overhoved over dig!

Vil ikke fødselssmerter gribe dig

ligesom hos en kvinde i fødsel?

13:22Og når du siger i dit hjerte:

›Hvorfor er disse ting hændt mig?‹

så er det på grund af din mægtige skyld at dine skørter er blevet slået op,

dine hæle blevet overbelastet.

13:23Kan en kushit* skifte sin hud

eller en leopard sine pletter?

Sandelig, så vil I være i stand til at gøre godt,

I som er undervist i at handle ondt.

13:24Jeg vil sprede dem* som avner

der farer væk for ørkenvinden.

13:25Dette er din lod,

din tilmålte del fra mig

– det er HERRENS udsagn –

fordi du glemte mig

og stolede på løgnen.

13:26Selv jeg har også taget

dine skørter af op over dit ansigt,

så din skændsel kan ses.

13:27Dine ægteskabsbrud og dine vrinsk,

dit hors skændselsgerning på højene, i marken,

jeg har set dine afskyeligheder.*

Ve dig, Jerusalem,

du bliver ikke ren – hvor længe endnu vil det vare?«*