Som ung elskede Israel HERREN og fulgte ham
2:1HERRENS ord kom til mig: 2:2»Gå hen og råb i Jerusalems ører:
Sådan siger HERREN:
Jeg husker din ungdoms hengivenhed
°og din trolovelsestids kærlighed,
hvordan du fulgte mig i ørkenen i et land
hvor intet sås.
2:3Israel var hellig for HERREN,
hans førstegrøde.
alle som ville fortære ham, blev skyldige.
Ulykke kom over dem,
det er HERRENS udsagn.
Israel har fuldstændig forladt HERREN
2:4Hør HERRENS ord, Jakobs hus
og alle Israels huses slægter!
2:5Sådan siger HERREN:
Hvilken uret fandt jeres fædre hos mig,
siden de holdt sig langt væk fra mig
og gik efter tomheden,
og de blev tomme?
2:6De sagde ikke:
›Hvor er HERREN,
han som førte os op fra Egyptens land,
han som ledte os i ørkenen,
i et land med ødemarker og kløfter,
i et land med tørke og dødsskygge,*
i et land som ingen havde vandret igennem,
og hvor intet menneske bor?‹
2:7Og jeg bragte jer til et land, frugthaven
for at I skulle spise af dets frugt og dets goder.
Men I kom derind, og I gjorde mit land urent,
og min arv har I gjort til en vederstyggelighed.*
2:8Præsterne sagde ikke:
›Hvor er HERREN?‹
De lovkyndige kendte mig ikke,
hyrderne brød med mig,
og profeterne, de profeterede ved Ba’al
og fulgte efter dem der er til ingen nytte.
2:9Derfor må jeg stadig rejse anklage mod jer,
det er HERRENS udsagn,
og mod jeres børnebørn må jeg rejse anklage.
2:10For drag* I over til Kittims kystområder* og se,
og send I bud til Kedar,* og læg I nøje mærke til
og se, ja, om noget sådant er sket!
2:11Mon et hedningefolk har skiftet guder?
Og disse er ikke guder!
Men mit folk har udskiftet sin herlighed
med det som intet gavner.
2:12Gys I himle,* over dette,
og skælv! Ja, tør fuldstændig ud!
Det er HERRENS udsagn.
2:13For to onde ting har mit folk gjort:
Mig har de forladt, kilden med levende vand,*
for at hugge sig cisterner, revnede cisterner,
som ikke kan holde vandet.
HERREN vil straffe Israels synd
eller er han en hjemmefødt slave?
Hvorfor er han blevet til rov?
2:15Unge løver brølede mod ham,
de lod deres stemme høre,
og de gjorde hans land til rædsel.
Hans byer er brændt ned, så ingen bor i dem.
2:16Også Nofs og Takpankes sønner
gør din isse skaldet.
2:17Har du ikke selv forvoldt dig dette,
ved at du har forladt HERREN din Gud,
den tid han ledte dig på vejen?
2:18Og nu, hvad har du at gøre på vejen til Egypten
for at drikke Shihors vand?
Og hvad har du at gøre på vejen til Assyrien
for at drikke flodens vand?
2:19Din ondskab skal tugte dig,
og dine frafald skal revse dig:
Erkend og indse, at det er ondt og bittert
når du forlader HERREN din Gud,
og at min rædsel ikke er over dig!*
Det er den Herre, Hærskarers
° H
ERRES udsagn.
HERREN klager over folkets hykleri og afgudsdyrkelse
2:20For fra gammel tid har jeg brudt dit åg,
sønderrevet dine lænker,
men du sagde: ›Jeg vil ikke tjene!‹
For på enhver høj, der var ophøjet,
og under ethvert grønt træ
giver du dig selv hen som en skøge.
2:21Og jeg, jeg plantede dig som en ædel vinstok,
helt igennem en ægte art.
Hvordan har du forvandlet dig for mig
til vilde ranker af et fremmed vintræ?*
2:22Selvom du så vaskede dig med lud,
og du brugte meget sæbe på dig selv,
så bliver din ugerning* ved med at plette dig for mit ansigt,
det er den Herre, HERRENS udsagn.
2:23Hvordan kan du sige: ›Jeg har ikke gjort mig selv uren,
jeg er ikke gået efter Ba’alerne?‹
Se på din vej i dalen!
Erkend hvad du har gjort,
du hurtige, unge kamelhoppe der løber sine egne veje, hid og did,
2:24som et vildæsel
der er vant til ørken, i sin sjæls længsel snapper hun efter vejret!
Når hun er i brunst, hvem kan holde hende tilbage?
Alle som søger hende, undgår at blive trætte, de vil finde hende i hendes måned.
2:25Hold din fod tilbage fra at blive barfodet
og din strube fra at blive tørstig!
Men du siger: ›Det er håbløst!* Nej!
For jeg elsker fremmede,
og efter dem vil jeg gå.‹
2:26Ligesom en tyv bliver til skamme når han opdages,
sådan bliver Israels hus til skamme,
de, deres konger, deres ledere
og deres præster og deres profeter,
2:27de som siger til træet: ›Du er min far,‹
og til stenen: ›Du har selv født mig!‹
For de har vendt ryggen til mig
og ikke ansigtet.
Men i deres ulykkes tid siger de:
›Stå op og frels os!‹
2:28Hvor er dine guder
som du har lavet dig?
Lad dem stå op, hvis de kan frelse dig
i din ulykkes tid!
For så mange som dine byer
er dine guder,* Juda!
HERREN går i rette med sit folk
2:29Hvorfor vil I anklage mig?*
I har alle brudt med mig,*
det er HERRENS udsagn.
2:30Forgæves slog jeg jeres børn.
De tog ikke imod tugt.
Jeres sværd fortærede jeres profeter
som en ødelæggende løve.
2:31I der er slægten, læg I mærke til HERRENS ord!
Har jeg været en ørken for Israel
eller et land med totalt mørke?
Hvorfor siger mit folk: ›Vi strejfer helt frie omkring,
vi vil ikke mere komme til dig?‹
2:32Mon en jomfru glemmer sine smykker,
en brud sine brystbånd?
Men mit folk har glemt mig
i utallige dage.
2:33Hvor er du god til at vælge din vej
for at søge kærlighed!
Derfor har du også lært dine veje
alt det onde.
2:34Endog på fligene af dit tøj findes
de fattige, uskyldige sjæles blod.
Du pågriber dem ikke når de bryder ind.
Men på trods af alle disse ting
2:35siger du:
›Ja, jeg er uskyldig.
Endog hans vrede har vendt sig fra mig!‹
Se, jeg vil gå i rette med dig,
fordi du siger: ›Jeg har ikke syndet!‹
2:36Hvorfor tager du det så let
med at ændre din vej?
Også ved Egypten skal du blive til skamme,*
ligesom du blev til skamme ved Assyrien.
2:37Også derfra skal du gå ud,
med hænderne over hovedet,
for HERREN har forkastet dem du satte din lid til,
og du skal ikke lykkes ved dem.«