Israels omvendelse vil føre til velsignelse for folkeslagene
4:1»Hvis du vender om, Israel
– det er HERRENS udsagn -
til mig, skal du vende om,
og hvis du fjerner dine afskyeligheder fra mit ansigt
og ikke strejfer omkring,
4:2og du sværger: ›Så sandt HERREN lever!‹
- i sandhed, i ret og i retfærdighed -*
da vil folkeslagene velsigne sig i ham,*
og i ham vil de rose sig.«
HERREN kalder Juda og Jerusalem til hjertets omvendelse
4:3For sådan siger HERREN til Judas mænd og til Jerusalem:
»Pløj ny jord
og så ikke blandt tornebuske!
4:4Lad jer omskære for HERREN
og fjern jeres hjertes forhud,
Judas mænd og Jerusalems indbyggere,
for at ikke min vrede skal bryde ud som ild*
og brænde så ingen kan slukke den,
på grund af jeres onde handlinger!
Ulykke vil komme fra nord
4:5Fortæl det i Juda
og gør det kendt i Jerusalem,
sig:
Stød i hornet i landet,
råb det ud af fuld hals og sig:
›Saml jer og lad os gå
til de befæstede byer!‹
4:6Rejs et banner: Til Zion!
Bring jer i sikkerhed, bliv ikke stående!
For jeg bringer ulykke fra nord
og et mægtigt sammenbrud!
4:7En løve* stiger op fra sit buskads,
og folkeslagenes ødelægger skal drage ud,
han skal gå frem fra sit sted
for at gøre dit land til rædsel,
dine byer vil blive lagt i ruiner så ingen bor der.«
4:8Derfor skal I binde sækkelærred om lænderne,
I skal klage og jamre,
for HERRENS heftige vrede
har ikke vendt sig fra os.
HERREN og Jeremias i dialog
4:9»Og det vil ske på den dag – det er HERRENS udsagn -
at kongen
og lederne vil miste modet,
og præsterne vil blive forfærdet
og profeterne vil blive stumme af rædsel.«
4:10Da sagde jeg: »Ak, Herre HERRE, sandelig, du har fuldstændig svigtet dette folk og Jerusalem* ved at sige: ›I skal have fred!‹* Og nu er sværdet nået helt til sjælen.« 4:11Til den tid vil der blive sagt til dette folk og til Jerusalem:
»En glohed vind kommer fra de nøgne høje i ørkenen
ned mod mit folks datter,*
ikke for at skille fra
og ikke for at rense.
4:12En vind stærkere end denne vil komme på min befaling.
Og nu er det mig, jeg afsiger domme over dem.«
4:13Se, som skyerne stiger han op,
og som stormvinden hans stridsvogne,*
hurtigere end ørnene er hans heste.
»Ve os! For vi er knust«.
4:14»Vask dit hjerte rent for ondskab, Jerusalem,
for at du skal blive frelst!
Hvor længe skal dine syndige tanker
bo i dit indre?
4:15For en røst forkynder fra Dan,
og en kundgør ulykke fra Efraims bjerge.
4:16Gør det kendt for folkeslagene,
se, kundgør mod Jerusalem:
Belejrere kommer fra et fjernt land,
og de råber mod Judas byer.*
4:17Som mænd der vogter en mark,
er de imod hende fra alle sider,
for det var mod mig hun gjorde oprør*
– det er HERRENS udsagn.
4:18Dine veje og dine handlinger
har bragt disse ting over dig,
denne din ulykke er virkelig bitter;
det har rørt dit hjerte dybt.«
Jeremias klager og er knust over at landet ødelægges
4:19Mine indvolde, mine indvolde! jeg vrider mig som i veer!*
Mit hjertes vægge!
Mit hjerte slår heftigt i mig,
jeg kan ikke tie,*
for jeg har hørt lyden fra hornet, åh min sjæl,
og krigsråb.
4:20Ødelæggelse på ødelæggelse råbes der,
for hele landet er ødelagt.
Pludselig ødelagdes mine telte,
på et øjeblik mine teltduge.
4:21Hvor længe skal jeg se banneret
og høre lyden fra hornet?*
HERREN taler til sit tåbelige folk
4:22»For mit folk er tåbelige,
mig kender de ikke.
Tåbelige børn er de,
og uden indsigt er de,
vise er de i at handle ondt,
men at handle ret forstår de ikke.«
Jeremias ser som i et syn landet som en ørken
4:23Jeg så jorden
- se, den var gold og øde,*
og op mod himlene,
og der var ingen lys mere.
4:24Jeg så bjergene
– se, de skælvede,
og alle højene
de rystede.
4:25Jeg så – se, der var ingen mennesker mere,
og alle himlens fugle var flygtet.
4:26Jeg så – se,
det frugtbare land var ørken,
og alle dets byer var revet ned
foran HERREN,
foran hans heftige vrede.*
HERREN vil gøre ende på landet, men ikke helt
4:27For sådan siger HERREN:
»Hele landet skal lægges i ruiner,
men jeg vil ikke gøre ende på det.
4:28Derfor skal landet sørge,
himlen ovenfor formørkes,*
fordi jeg har talt, jeg har bestemt det,
og jeg vil ikke fortryde,
og jeg viger ikke fra det.«
4:29Ved lyden af rytter
og veludrustede bueskytter*
flygter hver by,
de løber ind i krattene,
de går op på klipperne,*
hver by forlades,
intet menneske bor i dem.
4:30Men du,
du ødelagte,
hvad vil du gøre?
Når du klæder dig i skarlagen,
når du pynter dig med smykker af guld,
når du gør dine øjne store med sminke,
er det forgæves at du gør dig smuk.
Elskerne har forkastet dig,
det er dit liv de søger.
4:31For jeg har hørt en røst som hos den fødende,
skrig som en der er ved at føde sit første barn.
Det er røsten fra Zions datter der gisper efter vejret,
hun strækker sine hænder frem:
»Ve mig!
For min sjæl synker sammen over for morderne.«