Jeremias’ bog, kapitel 4Ⓗ
Israels omvendelse vil føre til velsignelse for folkeslagene
4:1»Hvis du vil vende om, Israel
- det er HERRENS udsagn -
til mig, skal du vende om,
og hvis du fjerner dine vederstyggeligheder fra mit ansigt
og ikke strejfer omkring,
4:2og du vil sværge:
›Så sandt HERREN lever!‹
i sandhed, i ret og i retfærdighed.
Da vil folkeslagene velsigne sig i ham,*
og i ham vil de rose sig.
HERREN kalder Juda og Jerusalem til hjertets omvendelse
4:3For sådan siger HERREN til Judas mænd og til Jerusalem:
Pløj jer ny jord,
og så ikke blandt tornebuske!
4:4Omskær jer for HERREN
og fjern jeres hjertes forhud,
Judas mænd og Jerusalems indbyggere,
for at ikke min vrede skal bryde ud som ild*
og brænde så ingen kan slukke den,
på grund af jeres onde handlinger!
Ulykke vil komme fra nord
4:5Fortæl det i Juda,
og gør det kendt i Jerusalem,
sig
og stød i hornet i landet,
råb det ud af fuld hals og sig:
›Saml jer og lad os drage
til de befæstede byer!‹
4:6Rejs et banner: Til Zion!
Bring jer i sikkerhed, bliv ikke stående!
For jeg er i færd med at bringe ulykke fra nord,
ja et mægtigt sammenbrud!
4:7En løve* er steget op fra sit buskads,
og han som er folkeslagenes ødelægger, er brudt op,
han er draget ud fra sit sted
for at gøre dit land til rædsel.
Dine byer skal falde sammen så ingen bor der.«
4:8Derfor, bind sække om jer,
I skal klage og jamre,
for HERRENS glødende vrede
har ikke vendt sig fra os.
HERREN og Jeremias i dialog
4:9»Og det vil ske på den dag – det er HERRENS udsagn -
at kongen og lederne vil miste modet,°
og præsterne vil komme til at skælve,
og profeterne bliver målløse af rædsel.«
4:10Da sagde jeg: »Ak, Herre, HERRE, sandelig, du har fuldstændig bedraget dette folk og Jerusalem ved at sige: ›I skal have fred!‹ Og nu er sværdet nået helt til sjælen.«
4:11Til den tid skal der siges til dette folk og til Jerusalem:
»En glohed vind fra de nøgne høje i ørkenen
blæser i retning mod mit folks datter,
ikke en vind for at skille fra
og ikke en vind for at rense.
4:12En vind stærkere end disse, vil komme på min befaling.
Nu vil også jeg, ja, jeg vil afsige domme over dem.«
4:13Se, som skyerne stiger han op,
og som hvirvelvinden er hans stridsvogne,*
hurtigere end ørne er hans heste.
»Ve os! For vi er ødelagt«.
4:14»Rens dit hjerte for ondskab,* Jerusalem,
for at du kan blive frelst!
Hvor længe skal dine onde tanker
overnatte i dit indre?
4:15For en røst meddeler fra Dan,
og en forkynder ulykke fra Efraims bjerge.
4:16Kundgør det for folkeslagene,
se, forkynd det mod Jerusalem:
Vogtere kommer fra et fjernt land,
og de lader deres røst lyde mod Judas byer!
4:17Som mænd der vogter en mark,
er de imod hende fra alle sider,
for det var mod mig hun var genstridig
- det er HERRENS udsagn.
4:18Din vej og dine handlinger
har bragt disse ting over dig,
det er din ondskab, det er virkelig bittert;
det har rørt dit hjerte dybt.«
Jeremias klager og er knust over at landet ødelægges
4:19Mine indvolde, mine indvolde! jeg må vride mig!
Mit hjertes vægge!
Mit hjerte slår heftigt i mig,
jeg kan ikke tie,*
for hornets lyd har du hørt, min sjæl,
krigsråb.
4:20Sammenbrud på sammenbrud råbes der,
for hele landet er ødelagt.
Pludselig er mine telte ødelagt,
på et øjeblik mine teltduge.
4:21Hvor længe skal jeg se banner,
høre lyden fra horn?
HERREN taler til sit tåbelige folk
4:22»For mit folk er tåbelige,
mig kender de ikke.
Uforstandige børn er de,
og uden indsigt er de,
vise er de i at gøre ondt,*
men at gøre godt forstår de ikke.«
Jeremias ser som i et syn landet som en ørken
4:23Jeg så jorden,
og se, den var gold og øde,*
og jeg så op mod himlene,
og der var ingen lys mere.
4:24Jeg så bjergene,
og se, de skælvede,
og alle højene vaklede.
4:25Jeg så, og se, der var intet menneske,
og alle himlens fugle var flygtet.
4:26Jeg så, og se,
frugthaven var som ørkenen,
og alle dens byer var revet ned
foran HERREN, foran hans glødende vrede.*
HERREN vil gøre ende på landet, men ikke helt
4:27For sådan siger HERREN:
»En ødemark skal hele landet blive,
men jeg vil ikke gøre en fuldstændig ende på det.
4:28På grund af dette vil jorden sørge,
himlen ovenover vil blive sort,
for jeg har talt, jeg har planlagt det,
og jeg vil ikke fortryde,
og jeg viger ikke fra det.«
4:29Ved lyden af rytter
og bueskytte
flygter hver by,
de går ind i krattene,
de går op på klipperne,
hver by forlades,
intet menneske bor i dem.
4:30Og du, en ødelagt,
hvad vil du gøre?
Når du klæder dig i skarlagen,
når du pynter dig med smykker af guld,
når du gør dine øjne store med sminke,
er det forgæves at du gør dig smuk!
Elskerne har forkastet dig,
det er din sjæl de tragter efter.
4:31For jeg har hørt en røst som hos den fødende,
klageskrig som en der er ved at føde sit første barn.
Det er røsten fra Zions datter der gisper efter vejret,
hun breder sine hænder ud:
»Ve mig!
For min sjæl er bukket under for mordere.«
|29
Status for dette kapitel
Oversættelse: Lydia Nørrelykke Gad (lydiaPRIKniNR5RNlsPRIKgadSNABELgmailPRIKcom)
Eksegetisk bearbejdning: Jørgen Bækgaard Thomsen
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 17.09.2025
Eksegetisk bearbejdning: Jørgen Bækgaard Thomsen
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 17.09.2025