Jeremias’ bog, kapitel 39Ⓗ
Jerusalems fald, og Sidkija tages til fange
39:1I Judas konge, Sidkijas niende år, i den tiende måned, kom Nebukadnesar, Babylons konge, og hele hans hær til Jerusalem, og de belejrede den.*
39:2I Sidkijas ellevte år, i den fjerde måned, den niende i måneden,* blev bymuren gennembrudt, 39:3og alle Babylons konges ledere kom og satte sig i den midterste port: Nergal-Sareser, den øverste embedsmand, Nebu-Sarsekim, hofchefen, Nergal-Sareser, militærchefen, og alle Babylons konges øvrige embedsmænd. 39:4Men så snart Judas konge, Sidkija og alle krigens mænd så dem, flygtede de og drog om natten ud af byen i retning af kongens have gennem porten mellem de to mure, og han drog i retning af Araba. 39:5Men kaldæernes hær fulgte efter dem og indhentede* Sidkija på Jeriko-sletten, fangede ham, og førte ham op til Babylons konge, Nebukadnesar, i Ribla i Hamats land, og han udtalte domme over ham. 39:6Babylons konge slagtede* Sidkijas sønner i Ribla for øjnene af ham, også alle Judas fornemme slagtede Babylons konge. 39:7Han stak øjnene ud på Sidkija og bandt ham med bronzelænker for at bringe ham til Babylon. 39:8Kongens hus og folkets huse brændte kaldæerne ned med ild, og Jerusalems mure rev de ned. 39:9Resten af folket, som var ladt tilbage i byen, og overløberne, de som var gået over til ham, ja, resten af folket, de som var ladt tilbage, bortførte Nebuzar’adan, chefen for livvagten, til Babylon. 39:10Men nogle af de fattige af folket, de som overhovedet ikke havde noget, lod Nebuzar’adan, chefen for livvagten, blive tilbage i Judas land, og han gav dem vingårde og marker på den dag.
Jeremias kommer til at bo midt blandt folket
39:11Babylons konge, Nebukadnesar gav en befaling angående Jeremias ved Nebuzar’adan, chefen for livvagten: 39:12»Tag ham, ret dine øjne på ham og gør ham ikke noget ondt overhovedet, men som han taler til dig, gør sådan med ham!« 39:13Da sendte Nebuzar’adan, chefen for livvagten, og Nebushazban, hofchefen, og Nergal-Sareser, militærchefen, og alle Babylons konges embedsmænd – 39:14de sendte bud og tog Jeremias fra vagtgården og gav ham til Gedalja, Ahikams søn, søn af Shafan, for at han skulle føre ham ud til huset. Og han boede midt iblandt folket.
Ebed-Melek stolede på HERREN og bevarer sit liv
39:15Og til Jeremias kom HERRENS ord mens han var spærret inde i vagtgården*: 39:16»Gå og sig til kushitten Ebed-Melek: ›Sådan siger Hærskarers° HERRE, Israels Gud: Se, jeg lader mine ord komme over denne by til ondt og ikke til godt, og det vil ske foran dig på denne dag! 39:17Men jeg redder dig på denne dag – det er HERRENS udsagn – og du vil ikke blive givet i de mænds hånd som du er bange for.* 39:18For jeg lader dig med sikkerhed slippe væk, og for sværdet falder du ikke, men du skal have dit liv° som bytte,* for du stolede på mig – det er HERRENS udsagn.‹«
|29
Status for dette kapitel
Oversættelse: Lydia Nørrelykke Gad (lydiaPRIKniNR5RNlsPRIKgadSNABELgmailPRIKcom)
Redigering: Trine Tøndering og Jørgen Bækgaard Thomsen
Dato for denne version: 02.09.2026
Redigering: Trine Tøndering og Jørgen Bækgaard Thomsen
Dato for denne version: 02.09.2026