Den Frie Bibel

Jeremias’ bog, kapitel 5

Dialog mellem HERREN og Jeremias

5:1»Gå omkring i Jerusalems gader,
og se dog efter og find frem til,
søg på hendes åbne pladser,
om I kan finde nogen,
om der er en der handler ret,
der søger efter sandhed,
så vil jeg tilgive hende!
5:2Selvom de siger: ›Så sandt HERREN lever!‹
så sværger de til løgn!«
5:3HERRE, dine øjne,
ser de ikke efter sandhed?
Du slog dem, men de skælvede ikke,
du udryddede dem, de nægtede at tage imod tugt.*
De gjorde deres ansigter hårdere end klippen,*
de nægtede at vende om.
5:4Men jeg, jeg sagde: Kun ringe er de,
de handler tåbeligt,*
for de kender ikke HERRENS vej,
deres Guds ret.*
5:5Jeg vil selv gå til de store
og jeg vil tale med dem,
for de, de kender HERRENS vej,
deres Guds ret.
Men de havde alle sammen brudt åget
og sønderrevet lænkerne.
5:6Derfor vil en løve fra skoven slå dem,*
en ulv fra stepperne ødelægge dem,
en leopard vil lure på deres byer
enhver der går ud af dem, vil blive revet i stykker,
for deres overtrædelser er talrige,
og deres frafald utallige.
 
5:7»Hvorfor skulle jeg tilgive dig dette?
Dine sønner forlod mig,
og de svor ved dem der ikke er guder!*
Selvom jeg mættede dem,
begik de ægteskabsbrud
og i skøgens hus snittede de sig.
5:8Som velnærede, gejle hingste er de;
hver mand vrinsker efter sin vens hustru.
5:9Skulle jeg ikke hjemsøge for alt dette?
Det er HERRENS udsagn.
Over et folk som dette
skulle min sjæl ikke tage hævn?*

HERRENS straf forkyndes

5:10Gå op gennem hendes rækker af vin og ødelæg dem,*
men gør ikke en fuldstændig ende på dem!*
Fjern hendes ranker,*
for de tilhører ikke HERREN;
5:11for de har handlet fuldstændig troløst mod mig,*
Israels hus og Judas hus
- det er HERRENS udsagn.
5:12De fornægtede HERREN
og sagde: ›Ham er det ikke!
Ulykke vil ikke komme over os,
og heller ikke sværd og hungersnød vil vi se.‹
5:13Profeterne skal blive til vind,
og Ordet er ikke i dem!
Sådan skal det gå dem selv!

Dommen kommer

5:14Derfor har HERREN, Hærskarers° Gud sagt sådan,
fordi I taler dette ord:
Se, jeg gør mine ord i din mund til ild,
og dette folk til træer, og den skal fortære dem.
5:15Se, et folk fra det fjerne
bringer jeg mod jer, Israels hus
- det er HERRENS udsagn.
Et folk der er udholdende,
et folk fra ældgammel tid,
et folk hvis sprog du ikke kender,
og hvis tale du ikke forstår.
5:16Dets pilekogger er som en åben grav,
de er alle krigere!
5:17De vil fortære din høst og dit brød,
de vil fortære dine sønner og dine døtre,
de vil fortære dine får og geder og dit kvæg,
de vil fortære dit vintræ og dit figentræ,
de vil smadre dine befæstede byer,
dem som du satte din lid tid, med sværd.

Ingen frygter HERREN

5:18Men også i de dage – det er HERRENS udsagn – vil jeg ikke gøre en fuldstændig ende på jer. 5:19Når I da siger: ›Hvorfor har HERREN vores Gud gjort alt dette mod os?‹* så skal du sige til dem: ›Ligesom I forlod mig og tjente fremmede guder i jeres eget land, sådan skal I tjene fremmede i et land der ikke er jeres.‹

HERREN advarer det genstridige folk

5:20Fortæl dette i Jakobs hus
og kundgør det i Juda og sig:
5:21Hør dette,
I tåbelige folk uden forstand;*
de har øjne, men ser ikke,
de har ører, men hører ikke.
5:22Skulle I ikke frygte mig
- det er HERRENS udsagn -
og skælve* for mit ansigt,
jeg som satte sandet som grænse for havet,
en evig bestemmelse som det ikke kan overskride?
De kan rase frem og tilbage, men formår ingenting,
dets bølger kan larme, men de kan ikke overskride den.*
 
5:23Men dette folk har
et trodsigt og genstridigt hjerte,*
de har vendt sig bort og er gået væk.*
5:24Og de har ikke sagt i deres hjerter:
Lad os dog frygte HERREN vores Gud,
han som giver regn,
efterårsregn og forårsregn i rette tid;
bestemte uger til høst
sørger han for til os!*
5:25Jeres ugerninger har frataget jer disse
og jeres synder har holdt det gode væk fra jer!*
5:26For i mit folk er der fundet ugudelige,
som ligger på lur ligesom fuglefængere dukker sig;
de sætter fælder op,
det er mennesker de fanger.
5:27Ligesom en kurv fuld af fugle,
sådan er deres huse fulde af bedrag,
derfor er de blevet mægtige og har vundet rigdom.
5:28De er fede, de er glatte,
de overskrider også grænsen for onde ord.
De fælder ikke redelig dom i en sag,
den faderløses sag, så de vinder den,
og de skaffer ikke de fattige ret.
5:29Skulle jeg ikke hjemsøge dem?*
Det er HERRENS udsagn.
På et folk som dette
skulle min sjæl° ikke tage hævn?«

Jeremias sukker over sit folk

5:30Noget rædselsfuldt og afskyeligt*
forekommer i landet:
5:31Profeterne profeterer løgn,*
præsterne styrer på egen hånd,
og mit folk elsker det sådan,
men hvad vil I gøre når enden på det kommer?*
           |29   

Vælg kapitel

Vælg kapitel

Status for dette kapitel

Oversættelse: Lydia Nørrelykke Gad (lydiaPRIKniNR5RNlsPRIKgadSNABELgmailPRIKcom)
Eksegetisk bearbejdning: Jørgen Bækgaard Thomsen
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 17.09.2025