Sofars første tale er en kraftig irettesættelse af Job
11:1Da svarede Sofar fra Na’ama:
11:2»Skal de mange ord ikke besvares,
eller skal en snakkesalig mand have ret?
11:3Skal dine tomme ord få mænd til at tie stille*
så du håner uden at nogen ydmyger dig?
11:4Du har sagt: ›Min undervisning er ren;
og jeg er i dine øjne virkelig ren!‹
11:5Men gid Gud ville tale,
føre en samtale med dig
11:6og oplyse dig om visdommens hemmeligheder,
for det giver dobbelt indsigt,*
og du skal vide at Gud lader din skyld være glemt!
11:7Kan du fatte Guds dybder,*
eller kan du fatte den Almægtiges fuldkommenhed?
11:8De er så høje som himlene, hvad kan du gøre?
Dybere end dødsriget,
°* hvad ved du?
11:9Længere end jorden er dens mål
og bredere end havet.
11:10Hvis han går forbi,* anholder
og kalder sammen til dom, hvem kan holde ham tilbage?*
11:11For han kender de falske mænd,
han ser ondskaben,* og er opmærksom på den.
11:12Kan en tomhjernet få forstand,
kan et vildæsel blive født som menneske?
Job må omvende sig
11:13Hvis du selv af hjertet vil det,
så skal du brede din hånd ud imod ham.
11:14Hvis du har ondskab* i din hånd, så fjern det,
og lad ikke uret* bo i dine telte!
11:15For så kan du pletfri løfte dit ansigt,
du vil stå virkelig fast og ikke frygte noget.
11:16For du vil glemme din lidelse,*
som vand der løber forbi, vil du huske den.
11:17Dine leveår vil blive lysere end ved middagstid,*
mørket vil blive som morgen.
11:18Og du kan være tryg, for der er håb;*
du kan se dig omkring og i sikkerhed lægge dig.
11:19Du kan lægge dig til hvile, og ingen skræmmer dig;
og mange vil søge din velvilje.
11:20Men de ugudeliges øjne svigter,
deres tilflugtssted har de mistet;
deres håb er at udånde!«
°