Sofar irettesætter Job på det kraftigste
11:1Da svarede Sofar fra Na’ama:
11:2»Skal de mange ord ikke besvares,
eller skal en talelysten mand have ret?
11:3Skal dine tomme ord få mænd til at tie stille
så du håner uden at nogen ydmyger dig?
11:4Du har sagt: ›Min undervisning er ren;
og jeg er i dine øjne virkelig ren!‹
11:5Men gid Gud ville tale,
føre en samtale med dig
11:6og oplyse dig om visdommens hemmeligheder,
for det giver dobbelt indsigt,
og du skal vide at Gud lader din overtrædelse være glemt!
11:7Kan du fatte Guds dybder,
eller kan du helt udforske den Almægtiges fuldkommenhed.
11:8De er så høje som himlene, hvad kan du gøre?
Dybere end dødsriget,* hvad ved du?
11:9Længere end jorden er dens mål
og bredere end havet.
11:10Hvis han går forbi,* anholder
og kalder sammen til dom, hvem kan holde ham tilbage?
11:11For han kender de falske mænd,
han har set dem der gør uret, som ingen har lagt mærke til.
11:12Kan en tomhjernet få forstand,
kan et vildæsel blive født som menneske?
Omvender du dig, Job, vil dit liv blive lykkeligt!
11:13Hvis du selv af hjertet beslutter det*
så skal du række din hånd ud til ham.
11:14Hvis du har ondskab i hånden, så fjern det,
og lad ikke uretfærdighed bo i dine telte.
11:15For så kan du pletfri løfte dit ansigt,
du vil stå fast og ikke frygte noget.
11:16For du vil glemme din lidelse,
som vand der løber forbi, vil du huske den.
11:17Dine leveår bliver lysere end ved middagstid,*
mørket bliver som morgen.
11:18Og du kan være tryg, for der er håb;*
du bliver beskyttet og kan i sikkerhed lægge dig.
11:19Du kan lægge dig til hvile, og ingen skræmmer dig;
og mange vil søge din velvilje.
11:20Men de ugudeliges øjne er udmattede,
deres tilflugtssted har de mistet;
deres håb er at udånde!«