32:1Da holdt disse tre mænd op med at svare Job, fordi han var retfærdig i egne øjne. 32:2Så blev Elihu, søn af buzitten Barak’el af Rams slægt rasende. På Job blev han rasende fordi han gjorde sig selv mere retfærdig end Gud, 32:3og på hans tre venner blev han rasende fordi de ikke kunne finde et svar, men alligevel dømte Job skyldig. 32:4Men Elihu havde ventet på at Job blev færdig med sit indlæg, for de andre var ældre end ham. 32:5Da Elihu så at der ikke var noget svar i de tre mænds taler, blev han rasende.

32:6Så tog Elihu, Barak’els søn, fra Buz til orde og sagde:

»Jeg er i mine yngre år,

men I er ældre mænd,

derfor holdt jeg mig tilbage og var bange for

at dele min forståelse med jer.

32:7Jeg sagde til mig selv: ›Lad alderen tale

og lad de mange år kundgøre visdom!‹

32:8Dog, ånden er i mennesket,

og den Almægtiges åndedræt skal give dem indsigt.

32:9Det er ikke de mange som er vise,

eller de gamle der forstår retten.

32:10Derfor siger jeg: ›Hør på mig,

også jeg vil dele min forståelse.‹

32:11Se, jeg ventede på jeres ord,

lagde øre til jeres indsigt,

indtil I fik tænkt jer frem til ordene.

32:12Og jeg har forsøgt at forstå jer,

men se, der var ingen af jer som kunne bevise at Job tog fejl;

ingen blandt jer kunne svare på hans tale, 32:13så sig ikke: ›Vi har fundet visdom.

Gud må gendrive ham, ikke et menneske!‹

32:14Men han har ikke rettet talen mod mig,

og jeg vil ikke svare ham med jeres ord.

32:15De er forfærdet, de kan ikke svare mere,

ordene er blevet borte for dem.*

32:16Jeg ventede på dem. Men fordi de ikke siger noget,

- ja, de stod der, og svarede ikke længere –

32:17vil jeg også svare med mit bidrag,

også jeg vil dele min forståelse,

32:18for jeg er fuld af ord,

ånden i mit indre trænger sig på.*

32:19Se, mit indre er som vin* der ikke er åbnet for,

som nye vinsække der er ved at sprænges.

32:20Lad mig tale så jeg kan få luft;

jeg vil åbne mine læber og svare.

32:21Jeg vil ikke undgå at nogen taber ansigt,*

og jeg vil ikke smigre noget menneske,

32:22for jeg forstår mig ikke på at smigre,

for min skaber ville lade mig tabe med det samme.«*