Job klager over menneskets elendighed
14:1Et menneske født af en kvinde,
lever en kort tid og mættes med uro.
14:2Som en blomst kommer han frem, men visner,
han flygter som skyggen* og bliver ikke stående.
14:3Selv over en sådan har du åbnet dine øjne,
og du bringer mig for retten sammen med dig.
14:4Hvem kan gøre en uren ren?
Ikke én!
14:5Når hans levedage er bestemt,
antallet af hans måneder fastsat hos dig,
og du har givet ham en frist* han ikke kan overskride.
14:6Se væk fra ham, og lad ham være,
mens han kan glæde sig som en daglejer* over sin dag.
14:7Ja, for et træ er der håb,
når det bliver skåret ned, så skyder det igen,
og dets skud udebliver ikke.
14:8Når dets rod i jorden bliver ældre,
og dets stub dør i mulden,*
14:9spirer det ved duften af vand,
og det fortsætter med at sætte grene ligesom en plante.
14:10En mand dør og svinder hen;
et menneske udånder, men hvor er det så?
14:11Vand forsvinder fra havet,
og en flod tørrer ud og er tørlagt.
14:12Men har mennesket lagt sig, står det ikke op igen;
så længe der er en himmel, vågner de ikke op,
og de vækkes ikke af deres søvn.
Job ser intet håb i døden og efter døden
14:13Gid du ville holde mig skjult i dødsriget,
skjule mig indtil din vrede er hørt op,
give mig en frist* og huske mig igen.
14:14Når en mand dør, kommer han så til live igen?
Alle dagene i min krigstjeneste* ville jeg vente
til min afløsning kom.
14:15Du ville kalde, og jeg ville svare dig;
efter dine hænders værk ville du længes.
14:16For nu du tæller mine skridt,
vogter du så ikke på min synd?
14:17Forseglet i en pung ville min overtrædelse være,
og du ville have dækket min skyld til.
14:18Men et bjerg styrter sammen og smuldrer,
og en klippe flytter sig fra sit sted.
14:19Vand udhuler sten,
dets strømme skyller løs jord* bort,
sådan gør du menneskets håb til intet.
14:20Du besejrer ham for evigt, og han går bort.
gør ham ukendelig, og du sender ham bort.
14:21Bliver hans sønner æret, han ved det ikke,
og bliver de ringeagtet, han bemærker det ikke.
14:22Kun hans eget legeme mærker smerte,
og han sørger over sig selv.«