Job klager til Gud over sit livs elendighed
7:1Er det ikke en krigstjeneste* et menneske har på jorden,
og hans dage er som en lejesoldats dage?
7:2Som en arbejder der længes efter skygge,
og som en daglejer der venter på sin løn,
7:3sådan måtte jeg arve måneder i tomhed,*
og nætter i lidelse* er blevet tildelt mig.
7:4Når jeg lægger mig, siger jeg:
›Hvornår skal jeg stå op?‹ Aftenen bliver lang,
og jeg er så træt af at vende og dreje mig helt indtil daggry.
7:5Min krop er dækket af maddiker og tørre skorper,
min hud sprækker og væsker.
7:6Mine dage løber hurtigere end en væveskyttel,
og de svinder hen* uden håb.*
Job klager direkte til Gud
7:7Husk på at mit liv er et pust,
°*
mit øje vil ikke igen komme til at se det gode.
7:8Det bemærker mig ikke, det øje der ser mig;
søger dine øjne efter mig, er jeg der ikke.
7:9En sky opløses* og går væk,
sådan er det også for den der går ned i dødsriget,
° han går ikke op igen.
7:10Han vender ikke tilbage igen til sit hus,
og hans sted genkender* ham ikke igen.
Job bebrejder og forstår ikke Gud
7:11Heller ikke jeg vil holde mund,
jeg vil tale ud af pinen i min ånd,
°jeg vil klage fyldt af bitter nød i min sjæl.**
7:12Er jeg et hav eller et havuhyre
siden du har anbragt en vagt over mig?
7:13Når jeg siger: ›Min seng skal trøste mig,
mit leje lette min fortvivlelse,‹*
7:14så gør du mig rædselsslagen med drømme,
og med syner* forfærder du mig.
7:15Min sjæl foretrækker kvælning,
hellere døden end mine knogler.*
7:16Jeg opgiver,* jeg vil ikke leve evigt!
Lad mig være, for mine dage er som et åndepust!*
7:17Hvad er et menneske at du agter ham højt,*
og at du retter din opmærksomhed
*° mod ham?
7:18Du hjemsøger ham hver eneste morgen,
hvert et øjeblik ransager* du ham?
7:19Hvor længe vil du ikke vende dit blik* fra mig,
ikke give slip på mig indtil jeg har slugt mit spyt?
7:20Har jeg syndet, hvad kan jeg gøre mod dig,
du, menneskets vogter?
Hvorfor har du gjort mig til din skydeskive?
Jeg er blevet en byrde for mig selv.
7:21Hvorfor tilgiver du mig ikke min overtrædelse*
og fjerner min skyld?
For nu vil jeg lægge mig i støvet,
og søger du mig, er jeg ikke mere.«