Job klager over sit livs elendighed
7:1Er et menneskes liv på jorden ikke en krigstjeneste
og hans dage som en lejesoldats dage?
7:2Som en arbejder der længes efter skygge,
og som en daglejer der venter på sin løn,
7:3sådan har jeg arvet måneder af tomhed,
og nætter i lidelse er blevet tildelt mig.
7:4Når jeg lægger mig, siger jeg:
»Hvornår skal jeg stå op?« Natten bliver lang
og jeg er så træt af at vende og dreje mig til daggry.
7:5Min krop er dækket af maddiker og tørre skorper,
min hud sprækker og væsker.
7:6Mine dage løber hurtigere end en væveskyttel,
og de svinder hen uden håb.
Job klager til Gud
7:7Husk på at mit liv er som et åndepust,
mit øje får ikke det der er godt, at se mere.
7:8Øjet der ser mig, ser mig ikke igen.
Søger dine øjne efter mig, er jeg der ikke.
7:9Skyer opløses og forsvinder,
sådan er det også for den der går ned i dødsriget, han kommer ikke op igen.
7:10Han vender ikke mere tilbage til sit hus,
og hans sted genkender ham ikke længere.
7:11Jeg vil heller ikke lægge bånd på min mund,
lad mig tale ud af min ånds lidelse,
lad mig klage i min sjæls bitterhed!
Livet er uudholdeligt og Job ønsker at dø
7:12Er jeg et hav eller et havuhyre,
siden du har anbragt en vagt over mig?
7:13Når jeg siger: »Min seng skal trøste mig,
mit leje hjælpe med at bære min sorg,«
7:14så forfærdes jeg af drømme,
og syner skræmmer mig.
7:15Min sjæl foretrækker kvælning,
hellere døden end mine pinsler.
7:16Jeg foragter mig selv, jeg vil ikke leve evigt.
»Lad mig være, for mine dage er tomhed!«
7:17Hvad er et menneske at du agter ham højt
når du retter din opmærksomhed mod ham?
7:18Du hjemsøger ham hver morgen,
du prøver ham hvert et øjeblik.
7:19Hvor længe vil du ikke vende dit blik fra mig,
ikke lade mig alene indtil jeg har slugt mit spyt?
7:20Har jeg syndet, hvad kan det gøre dig,
du, menneskets vogter?
Hvorfor har du gjort mig til skydeskive for dig?
Jeg er blevet en byrde for mig selv.
7:21Hvorfor tilgiver du mig ikke min synd
og fjerner min skyld?
For nu vil jeg lægge mig i støvet,
og søger du mig, er jeg ikke mere.«