Jobs svar på Elifaz’ anden tale
16:1Da svarede Job:
16:2»Jeg har hørt meget som dette.
I er alle elendige trøstere!*
16:3Er det slut med ord som vind,*
eller hvad provokerer dig til at svare?
16:4Også jeg kunne tale ligesom jer!
Hvis I
° havde været i mit
° sted,
ville jeg have valgt de mest udsøgte ord til jer,
og jeg ville have rystet på hovedet over jer*
16:5Jeg ville have styrket* jer med mine ord.
og mine læbers udtryk for medfølelse ville have lindret.
Job klager til Gud
16:6Hvis jeg taler, bliver min smerte* ikke lettet,
og lader jeg være, hvordan går den da væk?
16:7Men nu har han virkelig udmattet mig!
Du har udryddet hele min omgangskreds!
16:8og så greb du fat i mig. Det er blevet et vidne,
og min afmagring har rejst sig imod mig og vidner lige op i mit ansigt.
16:9Hans vrede har sønderrevet mig, og han fortsatte med at angribe mig,
han skar tænder imod mig.
Min fjende gennemborer mig nu med sine øjne.
16:10De har spærret munden op mod mig,
i foragt har de slået mig på kinden,
sammen ophidser de hinanden mod mig.
16:11Gud udleverer mig til en uretfærdig
og kaster mig i hænderne på ugudelige.
16:12Jeg var tryg, men så rystede han mig,
han greb fat i min nakke og knuste mig.
Han stillede mig op som sin skydeskive.*
16:13Hans pile* kommer imod mig fra alle sider,
han gennemborer mine nyrer, og han er uden skånsel.
Han hælder min galde ud på jorden.
16:14Han giver mig det ene åbne brud efter det andet,
han løber imod mig som en kriger.
16:15Jeg har syet en sæk over min hud,
og jeg har lagt mig med al min styrke i støvet.
16:16Mit ansigt blusser af gråd,
og over mine øjenlåg hviler dødens skygge*
16:17skønt der ingen vold er i mine hænder,
og min bøn er ren.*
Job har et vidne i himlen
16:18›Jord, dæk ikke mit blod til,
og lad der ikke være nogen plads til mit skrig om hjælp!‹
16:19Også nu, se, i himlen er mit vidne,
mit hovedvidne er i det højeste!
16:20Mine venner håner mig.
Mine øjne ser til Gud med tårer.
16:21Han vil forsvare* en mand over for Gud,
og en menneskesøn over for sin ven.
16:22For der går nogle få år,
og ad den sti, jeg ikke kan vende tilbage fra,* vil jeg da gå!