Job forbander den dag han blev født
3:1Herefter åbnede Job munden og forbandede* den dag han blev født.*
3:2Og Job sagde::
3:3»Gid den blev slettet, den dag jeg blev født,
og den nat man sagde: ›En mand er undfanget!‹
3:4Denne dag, lad der blive mørke!*
Gid Gud fra det høje ikke leder* efter den,
og intet lys skinner over den!
3:5Gid mørke* og dødsskygge* køber den tilbage,
en sky lægger sig hen over den!
Gid dagens dybe formørkelse forfærder den!*
3:6Denne nat, lad mulm* indtage den,
lad den ikke glæde sig blandt årets dage,
lad den ikke indgå i månedernes tal!
3:7Se, lad denne nat blive gold,
lad intet frydeskrig lyde i den!
3:8Lad dem som fremsiger forbandelser over dage, forbande den;
dem som er parate til det, lad dem tirre Livjatan!*
3:9Lad stjernerne i dens morgendæmring formørkes,
lad den vente på lys, men det findes ikke,
og lad den heller ikke se morgenrødens øjenvipper!*
3:10For den lukkede ikke dørene til livmoderen,
så den skjulte lidelsen* for mine øjne.
Job ønsker at han var død
3:11Hvorfor kom jeg ikke ud af livmoderen og døde,
kom ud af moderskødet og udåndede?
3:12Hvorfor tog knæ imod mig?
Og hvorfor bryster at jeg skulle die?
3:13For så havde jeg nu ligget og været stille.
Jeg havde sovet, og det havde været hvile for mig,
3:14sammen med konger og landets rådgivere,
der genopbyggede ruiner til sig selv,
3:15eller med ledere, der havde guld,
og som fyldte deres hjem med sølv.
3:16Eller som et dødfødt foster der skjules, ville jeg ikke have været til,
som de børn der ikke ser lyset.
3:17Dér holder de ugudelige op med at være i oprør,*
og dér hviler de kraftesløse.
3:18Fangerne slapper af med hinanden,
de hører ikke slavepiskerens stemme.
3:19Små og store er lige dér,
og en slave er fri for sin herre.
Job klager over lidelsen
3:20Hvorfor giver han lys til dem som lider,
og liv til dem som har bitter nød i sjælen?
°*3:21Til dem der venter på døden, men den er der ikke?*
Til dem som graver efter den mere end efter skjulte skatte?
3:22Til dem som glæder sig med fryd, og som jubler
når de finder graven?
3:23Til den mand* hvis vej er skjult,
og som Gud har spærret inde?
3:24For mine suk fylder mere end mit daglige brød,
og min jamren vælder frem som vand.
3:25For jeg skælvede* for en Guds rædsel,* og den er kommet over mig,
så det jeg gruede for,* kom over mig.
3:26Jeg kan ikke falde til ro og kan ikke være stille;
jeg kan ikke hvile,* og uroen er kommet.«*