Job forbander den dag han blev født
3:1Herefter åbnede Job munden og forbandede den dag han blev født.*
3:2Job reagerede og sagde:
3:3»Gid den blev slettet, den dag jeg blev født,
den nat man sagde: ›En mand er undfanget!‹
3:4Denne dag, lad den blive til mørke!*
Gid Gud fra det høje ikke søger efter den,
og intet lys skinner over den!
3:5Gid mulm og dybt mørke* køber den fri,
en sky ligger hen over den,
gid dagens bitterhed forfærder den!
3:6Denne nat, lad det dybeste mørke indtage den,
lad den ikke glæde sig blandt årets dage,
lad den ikke indgå i månedernes tal!
3:7Se, lad denne nat blive gold,
lad intet frydeskrig lyde i den!
3:8Lad dem som fremsiger forbandelser over dage, forbande den;
dem som er parate til det, lad dem tirre Livjatan!*
3:9Lad stjernerne i morgendæmringen formørkes,
lad den vente på lys, men det findes ikke,
og lad den heller ikke se morgenrødens frembrud!
3:10For den lukkede ikke åbningen ind til min mors liv for mig.
så den skjulte sliddet for mine øjne.
Job ønsker at han var død under fødslen
3:11Hvorfor kom jeg ikke ud af livmoderen og døde,
kom ud af mors liv og udåndede?
3:12Hvorfor tog knæ imod mig?
Og hvad med de bryster jeg skulle die?
3:13For så havde jeg nu ligget og kunnet tie stille.
Jeg havde sovet, jeg ville finde hvile
3:14sammen med konger og landets rådgivere,
der genopbyggede ruiner til sig selv,
3:15eller med ledere der har guld,
og som fyldte deres hjem med sølv.
3:16Eller hvorfor blev jeg ikke holdt skjult som et dødfødt foster,
som de børn der ikke ser lyset?
3:17Der holder de ugudelige op med at være i oprør,
og der hviler de kraftesløse.
3:18Der slapper fangerne af med hinanden.
De hører ikke slavepiskerens stemme.
3:19Der er små og store dér,
og en slave er fri for sin herre.
Job klager over menneskelivets elendighed og sin egen tilstand
3:20Hvorfor giver han lys til den nedslidte*
og liv til de fortvivlede?*
3:21Til dem der venter på døden, men den er der ikke,*
og dem som graver efter den mere end efter skjulte skatte?
3:22Til dem som glæder sig med fryd, og som jubler
når de finder graven?
3:23Til den mand* hvis vej er skjult,
og som Gud har spærret inde?
3:24For mine suk fylder mere end mit daglige brød,
og min jamren vælder frem som vand.
3:25For det jeg allermest frygtede, er hændt mig,
og det jeg gruede for, kommer over mig.
3:26Jeg kan ikke falde til ro og kan ikke tie stille;*
jeg kan ikke finde hvile, og nu føler jeg oprør i mit indre.«*