Job ser tilbage på den lykkeligste tid velsignet af Gud
29:1Job fortsatte sit belærende indlæg* og sagde:
29:2»Gid jeg havde det som i de tidligere måneder, som i de dage
Gud beskyttede mig!
29:3Da hans lampe skinnede over mit hoved,
gik jeg i mørket ved hans lys.
29:4Som jeg oplevede det i min ungdoms dage,
hvilede Guds råd over mit telt.
29:5Da den Almægtige stadig var ved min side,
var mine drenge omkring mig,
29:6og jeg vadede i surmælk,
og klippen hældte strømme af olie ud til mig.
29:7Jeg gik ud til byens port
og sikrede mig min plads på torvet.
29:8De unge så mig og skjulte sig,
og de ældre rejste sig og blev stående.
29:9Embedsmændene holdt ordene tilbage,*
og de holdt hånden for munden.
29:10De førende mænds røst blev stille,
og deres tunge klæbede til ganen.
29:11Når nogen hørte om mig, kaldte de mig velsignet.*
Når nogen så mig, roste de mig,
29:12for jeg reddede den fattige der råbte om hjælp,
og den faderløse der ikke havde nogen til at hjælpe sig.
29:13Da kom ønsket om Guds velsignelse* over mig fra den modløse,
og jeg fik enkens hjerte til at juble af glæde.
29:14Jeg iklædte mig retfærdighed, og den var min klædning,
som en kappe og en turban var min ret.*
29:15Jeg var øjne for den blinde
og fødder for den lamme, det var jeg.
29:16Jeg var far for de nødlidende,
og den sag jeg ikke kendte, undersøgte jeg nøje.
29:17Jeg knuste kæberne på forbryderen*
og rev byttet fra hans tænder.
29:18Og jeg tænkte ved mig selv: ›Sammen med min rede* skal jeg udånde,*
og mine dage vil jeg gøre så talrige som sandet.*
29:19Min rod bliver åbnet for vand,
og duggen ligger hele natten på min gren.
29:20Jeg bliver ved med at blive æret,
og min bue spændes igen og igen i min hånd.‹
29:21De lyttede forventningsfuldt til mig,
de tav for at høre på mit råd.
29:22Efter min tale tog de ikke til genmæle,
mit ord faldt som dråber på dem.
29:23De ventede på mig* som på regnen,
deres mund åbnede de vidt op for forårsregnen.
29:24Når jeg smilede til dem, kunne de ikke tro mig,
og de gjorde mig ikke misfornøjet.
29:25Jeg valgte vejen for dem, og jeg sad som deres overhoved,
jeg boede som en konge blandt troppen af krigere* og var som en der trøster de sørgende.