Job beder Gud tage sig af hans sag
17:1Min ånd er brudt,
mine levedage er afsluttet,
graven er klar til mig.
17:2Sandelig hån omgiver mig,
og på deres oprør, hviler mit blik.
17:3Stil dog sikkerhed for mig hos dig!
Hvem er han der vil give mig håndslag på det?
17:4For du har lukket deres hjerte for indsigt,
derfor ophøjer du dem ikke.
17:5Man kan informere venner om en lyssky handel,
og ens egne børn sygner hen!*
17:6Han har stillet mig op som én folk laver hånende ordsprog om,
og jeg er som én man spytter i ansigtet.
17:7Mit syn er svækket af fortvivlelse*
og mine lemmer, de er alle som en skygge.
17:8De retskafne bliver forfærdet over dette,
og den skyldfrie bliver oprørt over den gudløse.
17:9Den retfærdige holder fast ved sin vej,
og den hvis hænder er rene, bliver stærkere.
Job ser døden i møde måske med håb
17:10Men vend alle sammen tilbage, og kom dog!
Jeg finder ikke en vis mand iblandt jer.
17:11Mine dage er gået,
mine planer er knust,*
mit hjertes inderste ønsker.
17:12Natten gør de til dag og siger:
›Lyset er lige foran mørket.‹
17:13Hvis jeg håber på dødsriget
° som mit hjem,
har jeg bredt mit leje ud i mørket.
17:14Til graven vil jeg råbe: ›Du er min far!‹
og ›Min mor og min søster‹ til maddiken!
17:15Hvor da er mit håb?
Og mit håb, hvem kan se det?
17:16Vil det
virkelig gå ned til dødsrigets
° porte?
Skal vi da sammen hvile i støvet?*