Job fortsætter sin klage til Gud
mine levedage er afsluttet,
gravene er klar til mig.
17:2Sandelig, hån omgiver mig,
og på deres oprørskhed hviler mit blik.
17:3Stil dog sikkerhed for mig hos dig!
Hvem er han der vil give mig håndslag på det?
17:4For du har lukket deres hjerte
° for indsigt,
derfor ophøjer du dem ikke.
17:5Man informerer venner om en udbyttedeling,
men ens egne børns øjne slukkes!*
17:6Han har stillet mig op som én folk laver hånende ordsprog om,
og jeg er som én man spytter i ansigtet.
17:7Mine øjne er sløret af sorg*
og mine lemmer, de er alle som en skygge.
17:8De retskafne gyser over dette,
og den uskyldige* bliver oprørt over den gudløse.
17:9Den retfærdige holder fast ved sin vej,
og den hvis hænder er rene, bliver stærkere.
Job ser døden i møde måske med håb
17:10Men vend alle sammen tilbage, og kom dog!
Jeg finder ikke en vís mand iblandt jer.
17:11Mine dage er forbi,
mine planer er knust,
mit hjertes inderste ønsker.
17:12Natten gør de til dag idet de siger:
›Lyset er nær‹ i mørkets nærvær.*
17:13Hvis jeg håber på dødsriget
° som mit hjem
og i mørket breder mit leje ud,*
17:14til graven vil jeg råbe: ›Du er min far!‹,
og ›Min mor og min søster‹ til maddiken!
17:15Hvor er så mit håb?
Mit håb, hvem kan se det?
17:16Vil de gå ned til dødsrigets
° porte?
Skal vi sammen gå nedi støvet?«*