Job klager over vennernes hårdhed
19:1Job svarede:
19:2»Hvor længe vil I pine min sjæl
°
og knuse mig med ord?
19:3Dette er ti gange I har ydmyget* mig;
I har ikke skammet jer over
at chikanere mig.
19:4Men er jeg endog virkelig faret vild,
så har jeg selv ansvaret for min vildfarelse.
19:5Hvis I virkelig vil ophøje jer over mig
så skal I over for mig argumentere for min skam!*
19:6Erkend derfor at Gud har gjort mig uret*
og har kastet sit net* rundt om mig.
19:7Ja, jeg skriger: ›Vold!‹ men jeg får intet svar,
jeg råber om hjælp, men der er ingen ret.*
Job er overbevist om at Gud står bag hans lidelser
19:8Han har blokeret min sti med en mur af sten,* og jeg kan ikke passere,
og han har lagt mørke over mine stier.
19:9Min ære har han taget fra mig
og fjernet kronen fra mit hoved.
19:10Han har nedbrudt mig på alle sider, så jeg går bort.*
Han har revet mit håb op med rode ligesom et træ.*
19:11Hans vrede er flammet op imod mig,
og han betragter mig som en af sine fjender.*
19:12Sammen kommer hans tropper,*
og de har bygget deres vej op imod mig
og har slået lejr omkring mit telt.
19:13Mine brødre har holdt sig borte fra mig,
og de der kender mig, er endog blevet fremmede for mig.
19:14Mine nærmeste mangler,
og mine bekendte har glemt mig.
19:15Gæsterne i mit hus og mine tjenestepiger betragter mig som en fremmed,
en udlænding er jeg blevet i deres øjne.
19:16Jeg kalder på min tjener men han svarer ikke;
med min egen mund bønfalder* jeg ham.
19:17Min ånde virker frastødende på min hustru,*
og mine brødre synes jeg er ildelugtende.
19:18Selv drenge foragter mig.
Vil jeg rejse mig, så taler de imod mig.
19:19Alle mændene i mit råd afskyr mig,
og dem jeg elsker, har vendt sig imod mig.
19:20Mine knogler klæber til min hud og mit kød,
og jeg er undsluppet med kun tandkødet uskadt!
19:21Vær nådig mod mig, vær nådig mod mig I mine venner,
for Guds hånd har ramt mig!
19:22Hvorfor forfølger I mig ligesom Gud,
bliver I ikke mætte af mit kød?
Job ved at hans løser lever, og at der er en dom
/11 19:23Gid mine ord derfor blev skrevet ned!
Gid det var i bogrullen de blev nedfældet!
19:24Måtte de med en griffel af jern og bly for evigt blive hugget ind i klippen!
19:25Men jeg ved min løser* lever,
og til sidst vil han stå op over støvet.*
19:26Og efter min hud således er skrællet af,
skal jeg ud fra mit kød skue Gud,*
19:27ham skal jeg, ja, jeg skal selv skue ham der er for mig
og ham skal mine øjne se,* og han er ikke en fremmed.*
Mit indre er ved at gå til.
19:28Fordi I siger: ›Hvordan skal vi forfølge ham?‹
og sagens kerne findes i mig,
19:29så frygt I selv for sværdet,*
for i sin harme straffer Gud skyld med sværd,
for at I skal erkende at der er en dom.«