Elifaz’ første tale
4:1Da svarede Elifaz fra Teman:
4:2»Mon, hvis man prøver med et svar
° til dig, at du så vil blive udmattet?
Men at holde ordene tilbage, hvem vil kunne det?
4:3Se, du har retledt mange
og styrket de svage hænder.
4:4Med dine ord har du rejst den snublende op,
og du har styrket de vaklende knæ.
4:5Men nu kommer det til dig selv, og du er blevet udmattet,*
det rammer dig, og du er fyldt af rædsel.*
4:6Er ikke din gudsfrygt din tillid,
din fuldkomne* færd dit håb?
Kun de ugudelige straffes af Gud
4:7Husk dog: Hvem er den uskyldige* som er gået til grunde?
Og hvor er retskafne blevet udryddet?*
4:8Sådan som jeg selv har set, vil de som pløjer ondskab og sår lidelse,* selv komme til at høste den.
4:9De omkommer ved Guds åndepust*
og fortæres af hans vredes ånde
°
4:10Trods løvens brøl og den unge løves larm
kan løveungernes tænder være knust.
4:11Løven omkommer af mangel på bytte,
og løvindens unger spredes.
Elifaz’ natlige syn
4:12Men et budskab
° sneg sig ind på mig,
og mit øre opsnappede det som en hvisken.
4:13I foruroligende tanker* fra syner om natten
som når en dyb søvn falder over mennesker,
4:14kom rædsel* over mig og bæven,
og det fik alle mine knogler til at ryste.
4:15En ånd
° strøg forbi mit ansigt
og fik hårene på min krop til at rejse sig.
4:16Den standsede, men jeg kunne ikke kende dens udseende,
en skikkelse var foran mig.
Der var stille, men så hørte jeg en stemme:
4:17›Kan et menneske være mere retfærdig end Gud?
Kan en mand være mere ren end sin skaber?‹
4:18Når han nu ikke stoler på sine tjenere,
og selv sine sendebud
° tillægger han fejl,
4:19hvor meget mindre da de som bor i huse af ler,
hvis fundament* står i støv.
Man kan knuse* dem lettere end et møl.
4:20Fra om morgenen til om aftenen smadres de.
Uden nogen lægger mærke til det, går de til grunde for evigt.*
4:21Mon ikke deres teltsnore trækkes op?
De dør, og det uden visdom!