Elifaz minder Job om hans ærværdige liv
4:1Da svarede Elifaz fra Teman:
4:2»Mon, hvis man prøver med et svar
° til dig, du så vil blive udmattet?
Men at stoppe ordene hvem vil kunne det?
4:3Se, du har retledt mange
og styrket de svage hænder.
4:4Din tale har holdt den snublende oprejst,
du har styrket de vaklende knæ.
4:5Men nu kommer det til dig selv, og du er blevet udmattet*
det rammer dig, og du er blevet forfærdet.
4:6Er ikke din gudsfrygt din tillid,
og din fuldkomne* færd dit håb?
Kun de ugudelige bliver straffet af Gud
4:7Husk dog: Hvem er den uskyldige* som er gået til grunde?
Og hvor er retskafne blevet udslettet?*
4:8Sådan som jeg selv har set, vil de som pløjer uret og sår slid, selv høste den.
4:9De omkommer uden Guds livsånde*
og fortæres af hans vredes Ånd
°4:10Trods løvens brøl og ungløvens larm kan løveungernes tænder være knust. Den stærke løve vil omkomme af mangel på bytte,
og løvindens unger spredes.
Elifaz’ natlige syn
4:12Men min opmærksomhed blev stjålet af et budskab
°,
og mit øre opsnappede det som en hvisken.
4:13I foruroligende tanker fra syner om natten
som når en dyb søvn falder over mennesker,
4:14kom rædsel over mig og bæven.
Rædslen satte sig i alle mine knogler.
4:15En ånd strøg forbi mit ansigt
og fik hårene på min krop til at rejse sig,
4:16og så standsede den. Jeg kunne ikke kende dens udseende,
men en skikkelse var for mine øjne.
Der var stille, men så hører jeg en stemme:
4:17›Mon et menneske kan være mere retfærdig end Gud?
Mon en mand kan være mere ren end sin skaber?‹
4:18Når han nu ikke stoler på sine tjenere
og tillægger sine sendebud
° fejl,
4:19hvor meget mere da de som bor i huse af ler
der står på et fundament af støv.
De kan mases lettere end et møl.
4:20Fra om morgenen til om aftenen knuses de;
upåagtet går de til grunde for evigt.*
4:21Mon ikke deres teltsnore trækkes op?
Ja, de dør, og det uden visdom!«