Job ydmyges af samfundets udskud
30:1Men nu ler de ad mig,
de som er yngre end jeg i år,
hvis fædre jeg ville have fundet for ringe
til at sætte sammen med mine hyrdehunde.
30:2Hvad skulle også deres hænders kraft have gavnet mig når styrken er forsvundet fra dem?
30:3Nød og sult har udmagret dem,
det er dem der afgnaver ørkenen
der om natten er ruin og ødelæggelse.
30:4Det er dem der plukker mælde blandt buske
og bruger gyveltræets rødder til at varme sig ved.
30:5De drives bort fra samfundet,
folk skriger ad dem som ad en tyv.
30:6De må bo i wadiernes kløfter, i huller i jorden og i klipper.
30:7Mellem buske skriger de,
de samler sig under nælder.
30:8Sønner af tåber, også sønner uden navn,
de er blevet pisket ud af landet.
30:9Og nu er jeg deres spottevise,
og jeg er blevet en de snakker om.
30:10De afskyr mig, de holder sig langt fra mig,
og de holder sig ikke tilbage fra at spytte mig i ansigtet.
30:11For han har løsnet min buestreng, og han ydmyger mig
idet de kaster båndene af sig i mit nærvær.
30:12På min højre side rejser det unge afkom sig,
de skubber mine fødder væk,
og de baner deres ulykkesveje imod mig.
30:13De har brudt min sti ned,
de bidrager til min ødelæggelse,
ingen hindrer dem.
30:14Som gennem et bredt brud kommer de ind,
under ødelæggelse vælter de sig selv frem.
30:15Rædsler er vendt imod mig,
de jager min værdighed bort som vinden,
som en sky er min velfærd forsvundet.
30:16Og nu tømmer min sjæl sig i mig,
dage med lidelse griber fat i mig.
Job anklager Gud
30:17 Om natten borer han mine knogler ud,
og min gnavende smerte hviler ikke.
30:18Med stor styrke griber han fat i mit tøj,
og han binder mig som kraven på min kjortel.
30:19Han har kastet mig i mudderet,
og jeg er blevet som støv og aske.
Job taler nu direkte til Gud
30:20Jeg råber til dig om hjælp, og du svarer mig ikke.
Jeg står, og du skal forstå mig.
30:21Du har forandret dig og er blevet grusom mod mig,
med din stærke hånd viser du dit fjendskab mod mig.
30:22Du løfter mig op til vinden, og du lader mig fare afsted,
og du lader mig gå til i stormens brølen.
30:23For jeg ved at du vil bringe mig tilbage til døden
og huset hvor alt levende mødes.
30:24 Dog rækker han ikke sin hånd ud til ødelæggelse
når nogen råber til ham om hjælp i sin ulykke.
30:25Græd jeg ikke for den hvis dag var hård,
ynkedes min sjæl ikke over den fattige?
30:26Når jeg ventede godt, kom der ondt,
og håbede jeg på lys, kom dybt mørke.
30:27Mit indre er bragt i kog, og det falder ikke til ro,
dage med lidelse kommer over mig.
30:28Jeg går omkring sort, men ikke af solen,
jeg står op i forsamlingen og råber om hjælp.
30:29Jeg er bror til sjakaler
og ledsager for strudsens døtre.
30:30Min hud er blevet sort og skaller af,
og min krop brænder af hede.
30:31Min lyre er blevet til klage,
og min fløjte til lyden af dem der græder.