Job sørger over at blive ydmyget
30:1Men nu ler de ad mig,
de som er yngre end jeg,
hvis fædre jeg ville have afvist
at sætte sammen med mine hyrdehunde.
30:2Desuden, deres hænders kræfter, hvad ville de gavne mig,
deres styrke er gået tabt?
30:3Golde* af mangel og sult* er
de som afgnaver det tørre land,
når det bliver mørkt, et øde og ødelagt land.
30:4De plukker mælde blandt buske
og bruger gyveltræets rødder til at varme sig ved.*
30:5De fordrives fra fællesskabet,
man skriger ad dem som ad en tyv.
30:6På wadiernes* skråning må de bo
i huler af jord og klipper.
30:7Mellem buskene skriger* de,
under nælderne samler de sig.
30:8Sønner af tåber,* ja, sønner af dem uden et navn,
de er blevet drevet ud af landet.
30:9Og nu er jeg blevet deres spottevise,
og jeg er blevet et mundheld for dem.
30:10De afskyr mig,* de holder sig langt væk fra mig,
og de holder sig ikke tilbage fra at spytte mig i ansigtet.
30:11Fordi Gud har løsnet min buestreng og har ydmyget mig,*
så kaster de bidslet af sig i mit nærvær.
°30:12På min højre side rejser afkommet sig,
de støder mine fødder væk
og bygger deres ulykkesstier op imod mig.*
30:13De har brudt min sti ned,*
og de fremmer min tilintetgørelse.*
Der er ingen der hjælper imod dem.
30:14Som gennem et bredt brud kommer de ind,
under ødelæggelse vælter de sig frem.
30:15Pludselige rædsler* er blevet vendt imod mig,
min værdighed er jaget bort som vinden,
som en sky er min redning
° forsvundet.
30:16Og nu ebber mit liv ud,
°*
dage med elendighed* griber mig.
Job anklager Gud
30:17Om natten gennemborer han mine knogler,
og min gnavende smerte hører ikke op.
30:18Med mægtig styrke griber* han fat i mit tøj,
og som halsen på min kjortel* binder han mig.
30:19Han har kastet mig i mudderet,
og jeg er blevet som støv og aske.*
Job taler nu direkte til Gud
30:20Jeg råber til dig om hjælp,* men du svarer mig ikke.
Jeg står her, og du skal forstå mig.
30:21Du har forvandlet dig til en grusom en* over for mig,
med din hånds styrke bliver du ved med at angribe mig.*
30:22Du løfter mig op til vinden, og lader mig suse afsted,
og du lader mig gå til i uvejrets bragen.
30:23For jeg ved at du vil bringe mig tilbage til døden,
forsamlingshuset for alt levende.
30:24Dog, strækker en der ligger i en ruinbunke, ikke hånden ud
hvis nogen råber til dem om hjælp i sin ulykke?*
30:25Græd jeg ikke for den der havde en hård dag,
ynkedes min sjæl ikke over den fattige?
30:26Når jeg ventede* godt, kom der ondt,*
og ventede jeg på lys, kom mulm.*
30:27Mit indre er bragt i kog, og falder ikke til ro,
dage med elendighed* møder mig.
30:28Formørket går jeg omkring, men ikke af solen,
jeg står op i forsamlingen og råber om hjælp.*
30:29Jeg er blevet bror til sjakaler
og ledsager for strudsens unger.
30:30Min hud er blevet sort og skaller af,
og min krop brænder af feber.
30:31Min citer* er til sorg,
og min fløjte til lyden af de grædende.