Jobs svar til vennerne om sin sorg og ulykke
6:1Job svarede:
6:2ȁh, om man virkelig ville veje min sorg*
og samtidig lægge min ulykke* op på vægten,
6:3for nu er den tungere end havets sand.
Derfor var min tale uovervejet.
6:4For den Almægtiges pile sidder i mig,
så min ånd
° fyldes med
deres gift;
*Guds rædsler stiller op til krig mod mig.
6:5Skriger vildæslet over frisk græs?
Brøler oksen når den har foder?
6:6Kan noget uden smag spises uden salt,
eller er der smag i katostens saft?
6:7Jeg
° nægter at røre det.
De er for mig som fordærvet mad.
Job ønsker sig døden
6:8Gid min anmodning måtte nå frem,
og Gud gav mig håb!
6:9Gid Gud ville beslutte sig* og knuse mig,*
fjerne sin hånd og skære mig af.
6:10Må det stadig være min trøst,*
og lad mig springe af glæde i min smerte,
der er uden skånsel
fordi jeg ikke har holdt den Helliges ord skjult.*
6:11Hvad er min styrke at jeg skulle håbe,
og hvilket endeligt venter mig at jeg
* skulle være tålmodig?
° 6:12Er min styrke som stens styrke?
Er mit kød af bronze?
6:13Er der ingen hjælp i mig selv,
og er enhver ressource veget fra mig?
Job klager over vennernes hårde tomme ord
6:14For den fortvivlede
burde der være troskab
° fra ens ven
selvom han er holdt op med at frygte den Almægtige.*
6:15Mine brødre har svigtet som en wadi;
ligesom vandstrømmene i en wadi svinder bort.*
6:16De er blevet uklare af is,
hvori sne skjuler sig.
6:17Til sin tid tørrer de ud og forsvinder.
Når det er varmt, forsvinder de fuldstændigt fra deres flodlejer.
6:18Karavanerne bøjer af fra deres vej,
de drager op i den golde ørken* og omkommer.
6:19Karavanerne fra Tema spejdede efter dem,
de rejsende fra Saba satte deres håb til dem.
6:20De blev til skamme, fordi de stolede på dem,
de kom helt hen til dem og blev skuffede.
6:21Så nu sker det for jer,
I ser rædsler, og I er blevet bange!
6:22Har jeg sagt: ›Giv mig noget,‹
eller: ›Giv bestikkelse til fordel for mig af jeres rigdom,‹
6:23eller: ›Befri mig fra fjendens magt
og løskøb mig fra tyranners* magt‹?
6:24Undervis mig, og jeg vil tie stille,
og få mig til at forstå hvordan jeg er faret vild!
6:25Hvor smertelige kan oprigtiges ord* være!
Men hvad gavn gør jeres irettesættelse?
6:26Er det for at irettesætte* I har udtænkt jeres ord,*
når den fortvivledes ord er som vinden?
°6:27Endog om den forældreløse ville I kaste lod,
og I ville forhandle om prisen på jeres ven.
6:28Men nu, beslut jer! Vend jer om imod mig!
Jeg vil ikke lyve* jer op i ansigtet!
6:29Vend dog om, lad der ikke forekomme uret,*
men vend om, retten er stadig på min side.
6:30Er der uret på min tunge?
Sandelig, min gane kan godt erkende fordærv!*