Job klager over sin store smerte
6:1Og Job sagde:
6:2ȁh, om man virkelig ville veje min fortvivlelse
og også lægge min ulykke på vægtskålen,
6:3for nu er de tungere end havets sand.
Derfor var min tale overilet.
6:4For den Almægtiges pile sidder i mig,
så min ånd drikker deres gift;
Guds rædsler angriber mig.
6:5Skriger vildæslet over frisk græs?
Brøler oksen når den har foder?
6:6Mon mad uden smag spises uden salt,
mon der er smag i katostens saft?
6:7Jeg værger mig ved at røre det;
de er som fordærvet mad.
Job ønsker sig døden
6:8Gid min bøn måtte nå frem,
og Gud gav mig håb!
6:9Gid Gud ville være tilfreds og knuse mig,
løfte sin hånd og skære mig af.
6:10Må det stadig være min trøst,
og lad mig juble i lidelsen, hvor ingen har medlidenhed,
at jeg ikke har fornægtet den Helliges tale.
6:11Hvad er min styrke at jeg skulle håbe,
og hvilket endeligt venter mig at jeg skulle være tålmodig?
6:12Er min styrke som stenens styrke?
Er mit kød af bronze?
6:13Er min hjælp virkelig ikke i mig selv
og er lykken blev fjernet fra mig?
Job klager over vennernes hårde og tomme ord
6:14Den der nægter sin ven nåde,
han har forladt frygten for den Almægtige.
6:15Mine brødre har svigtet som en bæk,
som vandstrømmene i en wadi blev de borte.
6:16De er grumset af is,
hvori sne skjuler sig.
6:17Til sin tid tørrer de ud og forsvinder,
i varmen tørrer de ud fra deres flodlejer.
6:18Karavaner bøjer af fra deres vej,
de drager op i ørkenen og omkommer.
6:19Karavanerne fra Tema spejdede efter dem,
de vejfarende fra Saba satte deres håb til dem.
6:20De blev til skamme, fordi de stolede på dem,
de kom helt hen til dem og blev skuffede.
6:21Ja, nu sker det for jer,
I ser rædsel og bliver bange!
6:22Har jeg måske sagt: »Giv mig noget!«
»Giv mig en gave til mit bedste af jeres rigdom!«
6:23Eller: »Befri mig fra fjendens magt
og løskøb mig fra voldsmænd!«
6:24Undervis mig, og jeg vil tie stille,
og er jeg faret vild, så belær mig!
6:25Hvor er oprigtiges tale virkningsfuld!
Men hvad gavn har man af irettesættelse fra jer?
6:26Mon I har udtænkt jeres tale som en irettesættelse?
Er den fortvivledes ord forgæves?
6:27Endog om den forældreløse ville I kaste lod,
og I ville handle om jeres ven.
6:28Men nu må I beslutte jer, vend jer mod mig,
og over for jer, tror I jeg ville lyve?
6:29Vend om, lad der ikke forekomme uret,
men vend om, retten er stadig på min side.
6:30Er der uret på min tunge?
Kan min gane ikke skelne ulykker?