Esajas kaldes til profet
6:1I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en høj og ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. 6:2Der stod serafer over ham. Hver af dem havde seks vinger; og med to skjulte de ansigtet, med to skjulte de deres fødder, og med to fløj de. 6:3Og de råbte til hinanden og sagde:
»Hellig, hellig, hellig er Hærskarers HERRE; hele jorden er fuld af hans herlighed.«
6:4Og dørposterne med dørtærsklerne rystede ved lyden af den der råbte, og huset blev fuldt af røg. 6:5Da sagde jeg:
»Ve mig, for det er ude med mig!
For jeg er en mand med urene læber,
og jeg bor midt iblandt et folk der har urene læber.
Og nu har mine øjne set Kongen, Hærskarers HERRE.«
6:6Så fløj en af seraferne hen til mig. I sin hånd havde han et stykke glødende kul, han havde taget fra alteret med en tang. 6:7Og han berørte min mund og sagde:
»Se, dette kul har rørt ved dine læber;
din skyld er fjernet,
og din synd er sonet.«
6:8Og jeg hørte Herrens stemme, som sagde: »Hvem skal jeg sende? Og hvem vil gå for os?« Da sagde jeg: »Se, her er jeg, send mig!« 6:9Og han sagde:
»Gå hen og sig til dette folk:
I skal høre og høre, men ikke forstå,
se og se, men ikke erkende!
6:10Gør dette folks hjerte fedt,
gør dets ører tunghøre, og smør dets øjne ind,
så det ikke ser med dets øjne og hører med dets ører
og forstår med dets hjerte,
så det omvender sig, og han må helbrede det.«
6:11Men jeg spurgte: »Hvor længe, HERRE?« Og han svarede:
»Indtil byerne ligger øde uden indbyggere,
husene uden beboere,
landet er helt ødelagt,
6:12HERREN har ført folket langt bort,
og der er mange forladte steder i landet.
6:13Og bliver der en tiendedel til overs i det, skal også den ødelægges.
Men ligesom der bliver en stub tilbage af terebinten og stenegen når de er fældet, sådan skal denne stub være hellig sæd.«