17:1Udsagn om Damaskus.

Se, Damaskus fjernes fra at være en by,

og den skal blive en ruinhob.

17:2Aro’ers byer bliver forladt;

de skal være til fårehjorde,

og de skal lejre sig der,

og ingen skræmmer dem.

17:3Og fæstning forsvinder fra Efraim

og kongedømme fra Damaskus

og fra resten af Aram;

de skal blive som Israels børns herlighed,

siger Hærskarers HERRE.°

17:4Og det skal ske på den dag:

Da skal Jakobs herlighed svinde,

og hans køds fedme skal svinde ind.

17:5Og det skal gå som når en der høster, samler korn,

og hans arm skærer aksene af;

og det skal gå som når man samler aks

i Refaims Dal.

17:6Men der skal blive en efterslæt tilbage dér,

som når man slår oliven ned:

To-tre bær i trætoppen,

fire–fem på dets frugtbare kviste,

sådan er HERRENS, Israels Guds, udsagn.

17:7På den dag skal mennesket se mod sin skaber, og dets øjne skal se hen til Israels Hellige. 17:8Og det skal ikke se hen til altrene, dets hænders værk; og det dets fingre har lavet, skal det ikke se på, hverken Ashera-pælene eller røgelsesaltrene. 17:9På den dag skal dets stærke byer blive som de forladte skove og bjergtoppen, som de har forladt på grund af Israels børn, og der skal blive ørken.

17:10For du har glemt din frelses Gud

og ikke husket på din styrkes klippe;

derfor planter du skønheders planter

og sætter en fremmeds vinranker.

17:11Den dag du planter, sætter du hegn omkring,

og om morgenen får du din plantning til at blomstre;

men flygtet er høsten på en dag med sygdom

og ulægelig smerte.

17:12Ve! Der er larm af mange folkeslag!

De larmer, som havenes larmen;

et bulder af folkefærd!

De buldrer som mægtige vandes buldren.

17:13Folkeslag buldrer som mange vandes buldren,

men han truer det

så det flygter langt bort;

det jages som avner på bjergene af vind

og som en kugletidsel af hvirvelvind.

17:14Ved aftenstid – se, der er rædsel!

Førend morgen – de er ikke mere!

Dette er hvad de der plyndrer os, får,

og deres lod, der røver fra os.