Den Frie Bibel

Esajas, kapitel 33

Esajas profeterer om kong Senakeribs og hans hærs undergang; han taler om Guds folks bøn og glæde over det, 1-6; om landets elendige tilstand under assyrerne, før redningen kom, om Guds frelse og forunderlige hjælp, 7-13; han lærer dem, hvordan de skal forholde sig, for at de kan forvente Guds nåde, lover endvidere sejr og fred, og siger, at assyrerne intet skal kunne udrette imod dem, 14-24.

33:1Ve dig, du ødelægger, du, der ikke selv er blevet ødelagt! og du røver, der ikke selv er blevet et rov! Når du er holdt op med at ødelægge, skal du ødelægges, når du er færdig med at røve, skal du selv blive et rov. 33:2, vær os nådig, vi har ventet på dig; vær du vores arm om morgenen, ja, vores frelse i nødens tid. 33:3Folkene flygtede for tordenstemmen; hedningerne spredes, når du rejser dig. 33:4Og jeres bytte skal samles, som man samler græshopper; som græshopper springer frem og tilbage, skal man springe frem og tilbage efter det. 33:5 er ophøjet, for han bor i det høje; han har fyldt Zion med dom og retfærdighed. 33:6Og visdom og kundskab skal give dine tider fasthed, en rigdom af frelse; frygt for skal være din skat.
33:7Se, deres helte skriger derude; fredens budbringere græder bittert. 33:8De jævnede veje er øde, der er ingen, der går frem ad stien mere; han[1]dvs. Assyriens kongehar brudt pagten, svigtet om byerne, ikke agtet noget menneske. 33:9Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er visnet bort; Saron er som en ødemark, og Basan og Karmel har kastet deres blade. 33:10Nu vil jeg gøre mig klar, siger ; nu vil jeg rejse mig, nu vil jeg ophøje mig. 33:11I undfanger strå, føder halm; jeres harme er en ild, der skal fortære jer. 33:12Og folkene skal blive som det, der brændes til kalk, som afhuggede torne, der brændes op med ild. 33:13Hør, I, der er langt borte, hvad jeg har gjort, og I, der er nær, mærk min styrke!
33:14Syndere i Zion er forskrækkede, bæven har grebet de vanhellige: »Hvem af os kan bo ved en fortærende ild? Hvem af os kan bo ved evigheds bål?« 33:15Den, der vandrer i retfærdighed, og der taler oprigtighed; den, der foragter vinding, vundet ved undertrykkelse; den, der ryster sine hænder, så han ikke beholder bestikkelse; den, der stopper sit øre til, så han ikke hører på blodråd, og som lukker sine øjne, så han ikke ser efter det onde: 33:16Han skal bo på de høje steder, klippernes fæstning skal være hans tilflugt, brød gives der ham, vand sikres der ham. 33:17Dine øjne skal se kongen i hans skønhed, de skal se et vidt udstrakt land. 33:18Dit hjerte skal tænke på rædslen: »Hvor er skriveren? Hvor er den, der vejede pengene af? Hvor er den, der talte tårnene?« 33:19Du skal ikke mere se det hårde folk, det folk, som man ikke kan forstå på grund af dets dybe stemme, det, som man ikke kan fatte på grund af dets stammende tunge. 33:20Se på Zion, vores højtidsforsamlings by; dine øjne skal se Jerusalem som en sikker bolig, som et telt, der ikke skal flyttes, hvis pæle i evighed ikke skal rykkes op, og hvis reb ikke skal rives over. 33:21Men der skal være den Herlige for os, være i stedet for floder og brede strømme; intet skib, der ros, sejler der, og intet stort skib går hen over der. 33:22For er vores dommer, er vores lovgiver, er vores konge, han skal frelse os. 33:23Dine reb er blevet slappe; de holder ikke deres mast fast, de har ikke bredt sejl ud; da deles en mængde røvet bytte, de halte plyndrer rov. 24 Og ingen indbygger skal sige:»Jeg er syg,« for folket, der bor der, har fået syndsforladelse.

bVælg kapitel

Status for dette kapitel

Modenhed: Rå oversættelse
Oversættelse: Svend Erik Petersen
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Dato for denne version: 18.11.2016