16:1Send landets hersker vædderlam
fra Sela gennem ørkenen
til Sions datters bjerg.
16:2Og det skal ske at som en flaksende fugl
der er jaget op fra reden,
sådan skal Moabs døtre være
ved Arnons vadesteder.
16:3»Giv et råd!
Træf en beslutning!
Gør din skygge som nat
ved højlys dag.
Skjul fordrevne,
forråd ikke en der flakker om!
16:4Lad Moabs fordrevne få husly hos dig,
vær et skjul for dem mod en ødelægger.«
Når undertrykkeren er borte,
ødelæggelsen får ende,
og han som trådte under fode, er forsvundet
fra landet,
16:5da rejses i nåden en trone,
og på den skal sidde med sandhed i Davids telt
en, som dømmer og stræber efter ret
og fremmer retfærdighed.
16:6Vi har hørt om Moabs hovmod
– meget hovmodig –
om dets stolthed og dets hovmod og dets overmod,
dets urigtige pralerier.
16:7Derfor skal Moab jamre over Moab,
enhver skal jamre;
over Kir-Haresets rosinkager
skal I sukke, aldeles modfaldne.
16:8For Heshbons marker er visnede,
Sibmas vinstok
– folkenes herrer
har knust dens ædle druer,
som nåede til Jazer,
spredte sig i ørkenen;
dens ranker bredte sig ud,
gik ud over havet.
16:9Derfor vil jeg græde med Jazers gråd
over Sibmas vinstok,
jeg vil væde dig med mine tårer,
Heshbon og El’ale,
for over din frugthøst og over din kornhøst
faldt jubelråbet.
16:10Glæde og fryd er forsvundet
fra frugthaven,
og i vingårdene bliver der ikke jublet,
ikke råbt af fryd;
persetræderen træder ikke druer i persekarrene,
jubelråb har jeg bragt til ophør.
16:11Derfor bruser mit inderste over Moab som en citer,
og mit indre over Kir-Heres.
16:12Og det sker når Moab møder op,
når det udmatter sig på offerhøjen
og kommer til sin helligdom for at bede,
så kan det intet.
16:13Dette er det ord, som HERREN tidligere har talt mod Moab; 16:14men nu har HERREN talt og sagt: »Om tre år, som en daglejers år, skal Moabs herlighed med hele den store folkemængde blive forhånet, og resten vil være ganske få, ikke mange.«