Den Frie Bibel

Esajas, kapitel 57

Esajas viser, hvorfor Guds straf kom over det jødiske folk, nemlig på grund af deres ligegyldighed, hykleri, overtrædelse, afguderi og deres pagt med hedenske konger, 1-13; han trøster de troende med, at de skal komme til deres land igen, og lover stor nåde og fred for alle troende, men ikke for de ugudelige.

57:1Den retfærdige omkommer, og der er ingen, der tager det til hjerte; og fromme folk kaldes bort, men der er ingen, der lægger mærke til det; for den retfærdige kaldes bort, før det onde kommer. 57:2De går ind til fred, de hviler i deres sovekamre, hver den, der vandrer ligeud. 57:3Men I, kom her, I børn af troldkvinden, du horkarlens og horkvindens yngel! 57:4Hvem er det, I morer jer over? Hvem vrænger I mund og rækker tungen langt ud ad? Er I ikke overtrædelsens børn, løgnens afkom? 57:5I, der brænder af begær efter afguderne under hvert grønt træ, I, der slagter børn i dalene, i kløfterne under stenklipperne! 57:6Din del er dalens glatte sten, det er dem, der er din arvelod, ja, for dem udgød du drikofre, du ofrede madoffer til dem; skulle jeg se roligt på disse ting? 57:7Du redte dit leje på et højt, knejsende bjerg; også der gik du op for at slagte til slagtoffer. 57:8Og du satte dit mindetegn bag døren og dørstolpen; for bortvendt fra mig blottede du dig og gik derop; du gjorde dit leje bredt og indlod dig i pagt med dem; du elskede deres leje hvert sted, du så dem. 57:9Og salvet med olie så du hen til kongen[1]dvs. afguden og lavede endnu flere vellugtende salver; og du sendte dine bud langt ud og steg dybt ned, lige til dødsriget. 57:10På grund af din lange rejse er du blevet træt; men du sagde ikke: »Jeg giver op!« Du fandt liv i din hånd, derfor blev du ikke syg. 57:11Og hvem har du været bange for og frygtet, så du vil lyve? Men mig husker du ikke og tager det ikke til hjerte! Mon ikke jeg har været tavs, og det fra ældgammel tid af? Men mig vil du ikke frygte! 57:12Jeg vil nævne din retfærdivghed og dine gerninger, og de skal ikke gavne dig. 57:13Når du råber, så lad dine skarer[2]dvs. afguder. Sal 84,13; Es 60, 21; Sal 15,1; Es 56,7 redde dig! Men uvejret skal løfte dem alle sammen op, et vindpust skal føre dem bort; men den, der stoler på mig, skal arve landet og eje mit hellige bjerg.
57:14Og man skal sige: »Jævn ud, jævn ud, ryd vejen, fjern anstød fra mit folks vej!« 57:15For sådan siger den høje og ophøjede, der bor i evigheden, og hvis navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og nedtrykte i ånden for at gøre de nedtryktes ånd levende og at gøre de sønderknustes hjerter levende. 57:16For jeg vil ikke gå i rette for evigt og ikke være vred i evighed; ellers måtte ånden og de sjæle, jeg har skabt, jo gå til for mit ansigt. 57:17På grund af hans[3]nemlig Israels. Kap. 54,8; kap. 59,2; Mika 3,4 syndige begær var jeg vred og slog ham, jeg skjulte mig i vrede; men han vendte sig bort og gik sit hjertes vej. 57:18Hans veje så jeg, og jeg vil helbrede ham; og jeg vil lede ham og give ham og dem, der sørgede sammen med ham, trøst. 57:19Jeg skaber frugt af læber: Fred, fred for fjern og nær, siger , og jeg helbreder ham. 57:20Men de ugudelige er som havet, der er oprørt; for det kan ikke være roligt, men dets vande skyller affald og mudder op. 57:21De ugudelige, siger min Gud, har ingen fred.

bVælg kapitel

Status for dette kapitel

Modenhed: Rå oversættelse
Oversættelse: Svend Erik Petersen
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Dato for denne version: 18.11.2016