Babylons fald
46:1Bel er faldet på knæ, Nebo væltet omkuld,
deres gudebilleder er på trækdyrene og kvæget;
det I bar på, læsses op som byrde på de trætte dyr.
46:2De er bøjet sammen, er faldet på knæ alle sammen,
de kan ikke redde byrden;
men de må selv
° gå i fangenskab.
***
46:3Hør på mig, Jakobs hus,
og hele resten af Israels hus
der er løftet op fra mors skød,
der er blevet båret helt fra mors liv!
46:4Indtil alderdommen er jeg den samme,*
og indtil de grå hår vil jeg bære;
det er mig der har gjort det, og mig der vil bære,
og jeg vil bære og redde.
46:5Med hvem vil I sammenligne mig og stille mig lige med,
og hvem vil I måle mig med så vi skulle ligne hinanden?
46:6De ryster guld ud af pungen
og vejer sølv af på vægten,
de hyrer en guldsmed, og han laver det til en gud,
de bøjer sig, ja, de tilbeder den endda!
46:7De løfter den op på skulderen, de bærer den,
og de sætter den på dens plads;
og den bliver stående,
den flytter sig ikke fra sit sted;
ja, selv om man råber til den, svarer den ikke,
den frelser ikke nogen fra hans nød.
46:8Husk dette, og mand jer op!
Tag dette, I overtrædere, til hjerte!
46:9Husk de tidligere ting fra gammel tid;
for jeg er Gud, og der er ingen anden,
og ingen anden som mig
46:10der fra begyndelsen forkynder enden,
og fra gammel tid hvad der ikke er sket endnu,
der siger: »Min plan skal bestå,
og alt det jeg ønsker, vil jeg gøre,« 46:11der kalder en rovfugl fra Østen,
fra et fjernt land en mand der udfører hans plan;
ja, jeg har sagt det
og ja, jeg vil også lade det ske,
jeg har formet den, jeg vil også udføre den.
46:12Hør på mig, I overmodige,
°
der er langt væk fra retfærdighed!
46:13Jeg har bragt min retfærdighed nær, den vil ikke være langt borte,
og min frelse forsinkes ikke;
og jeg vil give frelse i Zion,
min herlighed til Israel.