10:1Herre! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødens Tider? 10:2Ved den ugudeliges Hovmod ængstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optænkte. 10:3Thi den ugudelige roser sig af sin Sjæls Begæring, og den rovgerrige velsigner sig, Herren foragter han. 10:4Den ugudelige sætter Næsen højt og siger: Der er ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker. 10:5Hans Veje lykkes altid, dine Domme ere ham for høje; han trodser alle sine Fjender. 10:6Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke komme i Ulykke. 10:7Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Bedrageri, under hans Tunge er Uret og Ondskab. 10:8Han sidder paa Lur i Byerne, i Skjul ihjelslaar han en uskyldig; hans Øjne spejde efter den svage. 10:9Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer paa at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn. 10:10Knuste synke disse hen, og for hans vældige falde de svage. 10:11Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed.

10:12Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige! 10:13Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke. 10:14Du ser det! thi du skuer Møje og Fortræd, saa at de kunne lægges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har været den faderløses Hjælper. 10:15Sønderbryd den ugudeliges Arm; og hjemsøg den ondes Ugudelighed, indtil du ikke finder den mere. 10:16Herren er Konge evindelig og altid; Hedningerne omkomme af hans Land. 10:17Du, Herre! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader dit Øre mærke derpaa 10:18for at skaffe den faderløse og ringe Ret; ej længer skal et Menneske, der er af Jorden, vedblive at volde Skræk.