9:1Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme af David.

9:2Jeg vil takke Herren af mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underfulde Gerninger. 9:3Jeg vil glæde og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Højeste! 9:4Naar mine Fjender vige tilbage, da skulle de støde an og omkomme for dig. 9:5Thi du har udført min Ret og min Sag; du har sat dig paa Tronen, du, som dømmer Retfærdighed. 9:6Du truede Hedningerne, du tilintetgjorde den ugudelige, du udslettede deres Navn evindelig og altid. 9:7Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Stæderne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem.

9:8Men Herren skal blive evindelig; han har beredt sin Trone til Dom. 9:9Og han skal dømme Verden med Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished. 9:10Og Herren være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider! 9:11Og de, som kendte dit Navn, skulle forlade sig paa dig; thi du har ikke forladt dem, som søge dig, Herre!

9:12Lovsynger Herren, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger! 9:13Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig. 9:14Herre, vær mig naadig, se, hvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte, 9:15paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse. 9:16Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte. 9:17Herren er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. Higgajon, Sela! 9:18Lad de ugudelige vende om til Dødsriget, ja, alle Hedninger, som glemme Gud. 9:19Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes. 9:20Herre! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt! 9:21Lad Frygt, o Herre! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. Sela.