David taler om sin Stilhed og Rolighed i Gud, ihvorvel hans Fjender efterstræbe ham, og har fast Tillid til Frelse fra Gud, 2-8; formaner de troende til at forlade sig paa Gud og ej paa Menneskene, 9-13.
62:1Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.
62:2Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse.
62:3Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget.
62:4Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?
62:5Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. Sela.
62:6Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning.
62:7Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes.
62:8Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.
62:9Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela.
62:10Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.
62:11Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!
62:12Een Gang har Gud talt, ja, to Gange, hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til.
62:13Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.