Den Frie Bibel

Psalme-Bog, salme 62

David taler om sin Stilhed og Rolighed i Gud, ihvorvel hans Fjender efterstræbe ham, og har fast Tillid til Frelse fra Gud, 2-8; formaner de troende til at forlade sig paa Gud og ej paa Menneskene, 9-13.

62:1Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.
62:2Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse. 62:3Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget. 62:4Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød? 62:5Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. Sela. 62:6Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning. 62:7Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes. 62:8Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.
62:9Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela. 62:10Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe. 62:11Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil! 62:12Een Gang har Gud talt, ja, to Gange, hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. 62:13Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.

Status for dette kapitel

Denne tekst er den autoriserede oversættelse fra 1871 af Det Gamle Testamente.