David klager over sine Fjenders Mængde, 2-3; trøster sig i Tillid til Gud, som gør ham tryg og rolig, 4-7; beder fremdeles om Naade, 8-9.
3:1En Psalme af David; der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.
3:2Herre! hvor ere mine Fjender mange! Mange staa op imod mig.
3:3Mange sige til min Sjæl: Han har ingen Frelse hos Gud. Sela.
3:4Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der opløfter mit Hoved.
3:5Jeg raaber til Herren med min Røst, og han bønhører mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
3:6Jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
3:7Jeg vil ikke frygte for ti Tusinde af Folk, som have lagt sig trindt omkring imod mig.
3:8Staa op, Herre! frels mig, min Gud! thi du har slaget alle mine Fjender paa Kinden; du har sønderbrudt de ugudeliges Tænder.
3:9Hos Herren er Frelsen; din Velsignelse være over dit Folk! Sela.