Psalmisten taler meget herligt om Guds Ords Egenskaber og kraftige Virkninger og om deres salige Tilstand, som tilegne sig det; vidner om sin Lyst og Længsel efter at styrkes, ledes, trøstes og opholdes ved Guds Ord, hvilket alt sammen han udfører i 22 Gange 8 Vers efter de hebraiske Bogstavers Tal og Orden.
I.
119:1Salige ere de fuldkomne i Vandel, de, som vandre i Herrens Lov.
119:2Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte;
119:3og de, som ikke øve Uretfærdighed, men vandre paa hans Veje.
119:4Du har givet dine Bud, for at de nøje skulle holdes.
119:5Gid mine Veje maatte stadfæstes, at jeg kan holde dine Skikke;
119:6da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud.
119:7Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærdigheds Domme at kende.
119:8
II.
119:9Hvormed skal en ung holde sin Sti ren? Derved at han holder sig efter dit Ord.
119:10Jeg søgte dig af mit ganske Hjerte, lad mig ikke fare vild fra dine Bud!
119:11Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skulde synde imod dig.
119:12Lovet være du, Herre! lær mig dine Skikke.
119:13Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme.
119:14Jeg glædede mig ved dine Vidnesbyrds Vej som over alle Skatte.
119:15Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier.
119:16
III.
119:17Gør vel imod din Tjener, at jeg maa leve, og jeg vil holde dit Ord.
119:18Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov.
119:19Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig!
119:20Min Sjæl er knust, saa at jeg længes efter dine Domme alle Tider.
119:21Du skældte paa de hovmodige, de bleve forbandede, de, som fore vild fra dine Bud.
119:22Vælt Forhaanelse og Foragt fra mig; thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd.
119:23Endog Fyrster have sat sig ned og holdt Raad imod mig; men din Tjener grunder paa dine Skikke.
119:24
IV.
119:25Min Sjæl hænger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord!
119:26Jeg opregnede mine Veje, og du bønhørte mig; lær mig dine Skikke!
119:27Lad mig forstaa dine Befalingers Vej, og jeg vil grunde paa dine underfulde Gerninger.
119:28Min Sjæl svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord!
119:29Vend Løgnens Vej fra mig, og skænk mig Naade i din Lov!
119:30Jeg udvalgte Trofastheds Vej; jeg satte dine Domme for mig.
119:31Jeg hang ved dine Vidnesbyrd; Herre! lad mig ikke beskæmmes.
119:32
V.
119:33Lær mig, Herre! dine Skikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil Enden.
119:34Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte.
119:35Led mig frem ad dine Buds Sti; thi til den har jeg Lyst;
119:36Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ikke til ulovlig Vinding.
119:37Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed; hold mig i Live paa din Vej!
119:38Opfyld for din Tjener dit Ord, som er knyttet til Frygt for dig.
119:39Bortvend min Forsmædelse, som jeg frygtede for; thi dine Domme ere gode.
119:40
VI.
119:41Lad din Miskundhed, o Herre! komme over mig, din Frelse, efter dit Ord.
119:42Og jeg vil svare den, som forhaaner mig, et Ord; thi jeg har sat min Lid til dit Ord.
119:43Og tag ikke Sandheds Ord aldeles fra min Mund; thi jeg har ventet paa dine Domme.
119:44Og jeg vil stedse holde din Lov, evindelig og altid.
119:45Og lad mig vandre i det fri; thi jeg har søgt dine Befalinger.
119:46Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger og skal ikke beskæmmes.
119:47Og jeg vil søge min Lyst i dine Bud, hvilke jeg elsker.
119:48
VII.
119:49Kom Ordet til din Tjener i Hu, efterdi du lod mig haabe.
119:50Dette er min Trøst i min Elendighed; thi dit Ord har holdt mig i Live.
119:51De hovmodige have spottet mig saa saare, jeg bøjede ikke af fra din Lov.
119:52Herre! dine Domme af Evighed kom jeg i Hu og blev trøstet.
119:53Der betog mig en heftig Harme over de ugudelige, som forlade din Lov.
119:54Dine Bud have været mine Sange i min Udlændigheds Hus.
119:55Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, o Herre! og holdt din Lov.
119:56
VIII.
119:57Jeg sagde: Herren er min Del, jeg vil holde dine Ord.
119:58Jeg bad ydmygt for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vær mig naadig efter dit Ord!
119:59Jeg betænkte mine Veje, og jeg vil vende mine Fødder tilbage til dine Vidnesbyrd.
119:60Jeg hastede og tøvede ikke med at holde dine Bud.
119:61De ugudeliges Garn omspændte mig; din Lov glemte jeg ikke.
119:62Midt om Natten staar jeg op, at prise dig for din Retfærdigheds Domme.
119:63Jeg har Samkvem med alle dem, som frygte dig, og med dem, som holde dine Befalinger.
119:64
IX.
119:65Du gjorde vel imod din Tjener, Herre! efter dit Ord.
119:66Lær mig at faa god Sans og Forstand; thi jeg tror paa dine Bud.
119:67Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu holder jeg dit Ord.
119:68Du er god og gør godt; lær mig dine Skikke!
119:69De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte.
119:70Deres Hjerte er følesløst som Fedt; men jeg forlyster mig ved din Lov.
119:71Det var mig godt, at jeg blev ydmyget, at jeg kunde lære dine Skikke.
119:72
X.
119:73Dine Hænder have skabt mig og beredt mig; giv mig Forstand, at jeg kan lære at kende dine Bud.
119:74De, som frygte dig, skulle se mig og glæde sig; thi jeg haaber paa dit Ord.
119:75Herre! jeg ved, at dine Domme ere Retfærdighed, og at du af Trofasthed ydmygede mig.
119:76Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener.
119:77Lad din Barmhjertighed komme over mig, at jeg maa leve; thi din Lov er min Lyst.
119:78Lad de hovmodige beskæmmes, thi uden Skel have de forurettet mig; men jeg vil grunde paa dine Befalinger.
119:79Lad dem vende tilbage til mig, som frygte dig, og som kende dine Vidnesbyrd.
119:80
XI.
119:81Min Sjæl forsmægter af Længsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord.
119:82Mine Øjne forsmægtede af Længsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?
119:83Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; dine Skikke glemte jeg ikke.
119:84Hvor mange ere vel din Tjeners Dage? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig?
119:85De hovmodige grove Grave for mig, og de skikke sig ikke efter din Lov.
119:86Alle dine Bud ere Trofasthed; uden Grund forfølger man mig; hjælp mig!
119:87De havde paa et lidet nær ødelagt mig i Landet; men jeg forlod ikke dine Befalinger.
119:88
XII.
119:89Herre! dit Ord bestaar evindelig i Himlene.
119:90Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt; du befæstede Jorden, og den stod fast.
119:91De bestaa endnu denne Dag efter dine Domme; thi de ere alle dine Tjenere.
119:92Dersom ikke din Lov havde været min Lyst, da var jeg omkommen udi min Elendighed.
119:93Jeg skal i Evighed ikke forglemme dine Befalinger; thi ved dem holdt du mig i Live.
119:94Din er jeg; frels mig; thi jeg søger efter dine Befalinger.
119:95De ugudelige biede paa mig for at lægge mig øde; jeg vil give Agt paa dine Vidnesbyrd.
119:96
XIII.
119:97Hvor kær har jeg din Lov! den er min Tanke den ganske Dag.
119:98Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig.
119:99Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke.
119:100Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger.
119:101Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabens Sti, at jeg kunde holde dit Ord.
119:102Jeg afveg ikke fra dine Domme; thi du har lært mig det.
119:103Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund.
119:104
XIV.
119:105Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti.
119:106Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme.
119:107Jeg er saare plaget; Herre! hold mig i Live efter dit Ord.
119:108Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre! og lær mig dine Domme.
119:109Jeg gaar altid med Livet i Hænderne; dog har jeg ikke glemt din Lov.
119:110De ugudelige lagde Snarer for mig; dog for jeg ikke vild fra dine Befalinger.
119:111Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelig; thi de ere mit Hjertes Glæde.
119:112
XV.
119:113De tvesindede hader jeg; men din Lov elsker jeg.
119:114Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord.
119:115Viger fra mig, I onde! og jeg vil bevare min Guds Bud.
119:116Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab!
119:117Styrk mig, at jeg maa blive frelst, og jeg vil altid se hen til dine Skikke.
119:118Du forkaster alle dem, som fare vild fra dine Skikke; thi deres Svig er Løgn.
119:119Du lod alle de ugudelige paa Jorden svinde bort som Skum; derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd.
119:120
XVI.
119:121Jeg gjorde Ret og Retfærdighed; du vil ikke overgive mig til dem, som gøre mig Vold!
119:122Vær Borgen for din Tjener, ham til Bedste; lad de hovmodige ikke gøre mig Vold.
119:123Mine Øjne forsmægte af Længsel efter din Frelse og efter din Retfærdigheds Ord.
119:124Gør med din Tjener efter din Miskundhed, og lær mig dine Skikke!
119:125Jeg er din Tjener; undervis mig, at jeg maa kende dine Vidnesbyrd.
119:126Det er Tid, at Herren gør noget; de have brudt din Lov.
119:127Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld og mere end fint Guld.
119:128
XVII.
119:129Dine Vidnesbyrd ere underfulde; derfor bevarer min Sjæl dem.
119:130Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige.
119:131Jeg oplod min Mund og higede; thi jeg havde Længsel efter dine Bud.
119:132Vend dig til mig, og vær mig naadig efter din Vis imod dem, der elske dit Navn.
119:133Befæst mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig!
119:134Udløs mig af Menneskers Vold, saa vil jeg holde dine Befalinger.
119:135Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, og lær mig dine Skikke!
119:136
XVIII.
119:137Du er retfærdig, Herre! og dine Domme ere retvise.
119:138Du har sat dine Vidnesbyrd som Retfærdighed og Trofasthed overmaade.
119:139Min Nidkærhed har lagt mig øde; thi mine Modstandere have glemt dine Ord.
119:140Dit Ord er saare lutret, og din Tjener elsker det.
119:141Jeg er liden og foragtet; men jeg glemmer ikke dine Befalinger.
119:142Din Retfærdighed er Ret evindelig, og din Lov er Sandhed.
119:143Angest og Trængsel ramte mig; dine Bud ere min Lyst.
119:144
XIX.
119:145Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, Herre! jeg vil bevare dine Skikke.
119:146Jeg har raabt til dig; frels mig, og jeg vil holde fast ved dine Vidnesbyrd.
119:147Jeg kom aarle i Daggry og raabte; jeg har haabet paa dit Ord.
119:148Mine Øjne vare vaagne før Nattevagterne for at grunde paa dit Ord.
119:149Hør min Røst efter din Miskundhed; Herre! hold mig i Live efter dine Domme;
119:150De nærmede sig, som jage efter Skændselsgerninger; de vare langt borte fra din Lov.
119:151Nær er du, o Herre! og alle dine Bud ere Sandhed.
119:152
XX.
119:153Se min Elendighed, og udfri mig; thi din Lov har jeg ikke glemt.
119:154Udfør min Sag, og genløs mig; hold mig i Live efter dit Ord.
119:155Frelsen er fjern fra de ugudelige; thi de søge ikke dine Skikke.
119:156Stor er din Barmhjertighed, o Herre! hold mig i Live efter dine Domme!
119:157Mine Forfølgere og Modstandere ere mange; jeg har ikke bøjet mig fra dine Vidnesbyrd.
119:158Jeg har set de troløse og væmmedes ved dem; thi de holde ikke dit Ord.
119:159Se, hvor jeg har elsket dine Befalinger; Herre! hold mig i Live efter din Miskundhed.
119:160
XXI.
119:161Fyrster forfulgte mig uden Aarsag, men mit Hjerte frygtede for dit Ord.
119:162Jeg glæder mig over dit Ord som den, der finder et stort Bytte.
119:163Jeg hader Løgn og har Vederstyggelighed dertil; din Lov elsker jeg.
119:164Jeg lovede dig syv Gange om Dagen for din Retfærdigheds Dommes Skyld.
119:165Der er stor Fred for dem, som elske din Lov, og der er ikke Anstød for dem.
119:166Jeg ventede paa din Frelse, Herre! og jeg udførte dine Bud.
119:167Min Sjæl holdt dine Vidnesbyrd, og jeg elskede dem saare.
119:168
XXII.
119:169Lad mit Raab komme nær for dit Ansigt, Herre! og undervis mig efter dit Ord!
119:170Lad min ydmyge Begæring komme for dit Ansigt; fri mig efter dit Ord!
119:171Mine Læber skulle udgyde Lovsang; thi du lærer mig dine Skikke.
119:172Min Tunge skal genlyde af dit Ord; thi alle dine Bud ere Retfærdighed.
119:173Lad din Haand være mig til Hjælp; thi jeg har udvalgt dine Befalinger.
119:174Jeg har Længsel efter din Frelse, Herre! og din Lov er min Lyst.
119:175Maatte min Sjæl dog leve og love dig, og dine Domme hjælpe mig!
119:176Jeg har faret vild; opsøg din Tjener som det fortabte Faar; thi dine Bud har jeg ikke glemt.