David priser den salig, som antager sig den elendige i hans Nød, 2-5; beder imod sine Fjenders Ondskab, 6-10; beder Gud om Naade og Ophøjelse og takker ham i Tillid til Frelsen fra ham, 11-14.
41:1Til Sangmesteren; en Psalme af David.
41:2Salig den, som handler forstandigt imod den ringe; Herren skal redde ham paa den onde Dag.
41:3Herren skal bevare ham og holde ham ved Live, han skal blive lyksalig paa Jorden; og du skal ikke give ham hen i hans Fjenders Villie.
41:4Herren skal opholde ham paa Sygesengen; du har hjulpet ham op igen fra hvert Sygeleje.
41:5Jeg sagde: Herre! vær mig naadig, helbred min Sjæl; thi jeg har syndet imod dig.
41:6Mine Fjender tale ondt om mig: Naar skal han dog dø og hans Navn forgaa?
41:7Og dersom een kommer at se mig, taler han Falskhed, hans Hjerte samler paa Uret; gaar han ud udenfor, da taler han derom.
41:8Alle mine Avindsmænd hviske sammen imod mig; de optænke imod mig det, som er mig ondt.
41:9De sige: Der hænger en Niddingsdaad fast ved ham, og saasom han ligger, skal han ikke staa op mere.
41:10Ogsaa den Mand, som havde Fred med mig, hvem jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, han opløftede sin Hæl imod mig.
41:11Men du, Herre! vær mig naadig og rejs mig op, saa vil jeg betale dem.
41:12Derpaa kender jeg, at du har Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal faa Glæde over mig.
41:13Men mig opholder du og sætter mig for dit Ansigt evindelig i min Oprigtighed.
41:14Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed! Amen, ja, Amen.