Psalmisten takker Gud for hans naadige Bønhørelse og Befrielse, 1-6; opmuntrer sin Sjæl til at være rolig i Gud, 7-11; lover at være Gud taknemmelig og at betale sine Løfter, 12-19.
116:1Jeg elsker Herren; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer.
116:2Thi han har bøjet sit Øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham.
116:3Dødens Reb have omspændt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse.
116:4Men jeg paakalder Herrens Navn: Kære Herre! udfri min Sjæl!
116:5Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig.
116:6Herren bevarer de enfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig.
116:7Min Sjæl! kom tilbage til din Ro; thi Herren har gjort vel imod dig.
116:8Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Graad, min Fod fra Stød.
116:9Jeg vil vandre for Herrens Ansigt i de levendes Lande.
116:10Jeg troede, derfor talte jeg; jeg var saare plaget.
116:11Jeg sagde, der jeg forfærdedes: Hvert Menneske er en Løgner.
116:12Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgerninger imod mig?
116:13Frelsens Kalk vil jeg tage og paakalde Herrens Navn.
116:14Jeg vil betale Herren mine Løfter, og det for alt hans Folks Øjne.
116:15Kostbar i Herrens Øjne er hans helliges Død.
116:16Ak, Herre —! thi jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenestekvindes Søn, du har løst mine Baand.
116:17Dig vil jeg ofre Takoffer og paakalde Herrens Navn.
116:18Jeg vil betale Herren mine Løfter og det for alt hans Folks Øjne,
116:19i Herrens Hus’s Forgaarde, midt i dig, Jerusalem! Halleluja!