David takker Gud for Syndernes Forladelse, som han havde faaet paa sin oprigtige Bekendelse, og viser, at den sande Salighed bestaar i denne Velgerning, 1-6; og at Gud bliver en Befrielse og tro Vejleder for alle dem, som ikke imodstaa ham, saa at de troende og oprigtige skulle glæde sig, 7-11.
Af David; en Undervisning.
32:1Salig er den, hvis Overtrædelse er forladt, hvis Synd er skjult.
32:2Saligt er det Menneske, hvem Herren ikke tilregner Skyld, og i hvis Aand der ikke er Svig.
32:3Der jeg vilde tie, hentæredes mine Ben under min Jamren den ganske Dag.
32:4Thi din Haand laa Dag og Nat svar paa mig; min Livskraft svandt hen i Sommerens Tørhed. Sela.
32:5Jeg bekendte min Synd for dig og skjulte ikke min Misgerning, jeg sagde: „Jeg vil bekende mine Overtrædelser for Herren“, du forlod mig min Syndeskyld. Sela.
32:6Derfor skal hver hellig bede til dig til den Stund, du findes; komme store Vandskyl, skulle de ikke naa til ham.
32:7Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest; med Frelsens Jubel omgiver du mig. Sela.
32:8Jeg vil undervise dig og lære dig den Vej, som du skal gaa; jeg vil raade dig ved mit Øje.
32:9Værer ikke som Hest og Mule, der ikke have Forstand, hvis Prydelse er Tømme og Bidsel til at tvinge dem, naar de ikke ville komme nær til dig.
32:10Den ugudelige har mange Smerter; men den, som forlader sig paa Herren, omgiver han med Miskundhed.
32:11Glæder eder i Herren og fryder eder, I retfærdige! og synger med Fryd alle I, som ere oprigtige i Hjertet!