Psalmisten viser, hvorledes Gud alene bør æres af alle, endogsaa af Hedningerne, 1-3; hvis daarlige Afguderi han beskriver, 4-8; han opmuntrer alle troende til at forlade sig paa Gud, 9-11; og taler om, hvorledes Gud skal velsigne dem, 12-18.
115:1Ikke os, Herre! ikke os, men dit Navn give du Ære for din Miskundhed, for din Sandheds Skyld.
115:2Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?
115:3Men vor Gud er i Himlene, han gør alt, hvad ham behager.
115:4Deres Billeder ere Sølv og Guld, Menneskehænders Gerning.
115:5De have Mund, men kunne ikke tale; de have Øjne, men kunne ikke se.
115:6De have Øren, men kunne ikke høre; de have Næse, men kunne ikke lugte.
115:7De have Hænder, men kunne ikke føle; de have Fødder, men kunne ikke gaa; de kunne ikke tale med deres Strube.
115:8Ligesom de ere, saa vorde de, der gøre dem, hver den, som forlader sig paa dem.
115:9Israel! forlad dig paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
115:10Arons Hus! forlader eder paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
115:11I, som frygte Herren, forlader eder paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
115:12Herren kom os i Hu, han skal velsigne, han skal velsigne Israels Hus, han skal velsigne Arons Hus.
115:13Han skal velsigne dem, som frygte Herren, de smaa med de store.
115:14Herren formere eder, eder og eders Børn!
115:15Velsignede være I for Herren, som har gjort Himmel og Jord.
115:16Himlene ere Herrens Himle, men Jorden gav han Menneskens Børn.
115:17De døde love ikke Herren, ej heller nogen af dem, som nedfare til det stille.
115:18Men vi, vi ville love Herren fra nu og indtil evig Tid. Halleluja!