David beskriver sine Fjenders og alle Menneskers fordærvede Tilstand, 1-3; beklager, at de ikke ville erkende det, 4-6; længes efter Israels Frelse, 7.
14:1Til Sangmesteren; af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig, vederstyggelig er deres Gerning; der er ingen, som gør godt.
14:2Herren saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var nogen forstandig, nogen, som søgte Gud.
14:3De ere alle afvegne, de ere fordærvede til Hobe; der er ingen, som gør godt, end ikke een.
14:4Have de ikke kendt det, alle de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kaldte ikke paa Herren.
14:5Den Gang frygtede de saare, fordi Gud var med den retfærdiges Slægt.
14:6Gører kun den elendiges Raad til Skamme; thi Herren er hans Tilflugt.
14:7Gid der fra Zion kom Frelse for Israel! Naar Herren tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig.