Psalmisten taler om Guds forrige Miskundhed imod sit Folk og beder, at han fremdeles vilde bevise det Naade, 2-8; forsikrer, at Gud skulde bønhøre og visselig frelse sit Folk, 9-14.
85:1Til Sangmesteren; af Koras Børn, en Psalme.
85:2Herre! du har haft Velbehag til dit Land, du har ført Jakobs fangne Folk tilbage.
85:3Du har borttaget dit Folks Misgerning, du har skjult al deres Synd. Sela.
85:4Du har draget al din Harme tilbage, du har bortvendt din grumme Vrede.
85:5Hjælp os op igen, vor Frelses Gud! og tilintetgør din Fortørnelse imod os.
85:6Vil du evindelig være vred paa os? vil du udstrække din Vrede fra Slægt til Slægt?
85:7Vil du ikke gøre os levende igen, at dit Folk maa glæde sig i dig?
85:8Herre! lad os se din Miskundhed og giv os din Frelse.
85:9Jeg vil høre, hvad Gud Herren taler; thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine hellige, kun at de ikke vende tilbage til Daarlighed.
85:10Ja, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Herlighed maa bo i vort Land.
85:11Miskundhed og Sandhed møde hinanden; Retfærdighed og Fred kysse hinanden.
85:12Sandhed vokser op af Jorden, og Retfærdighed ser ned af Himmelen.
85:13Dertil skal Herren give det gode, og vort Land give sin Grøde.
85:14Retfærdighed gaa frem for hans Ansigt og sætte sine Trin paa hans Vej!