David taler om den slette Tilstand, som før havde været i Landet, og takker Gud, som nu havde gjort det bedre, 3-7; har Haab til Gud, at han ydermere skal befæste hans Rige, da baade hans egne Undersaatter og fremmede maatte underkaste sig ham, 8-10; beder, at Gud fremdeles vil hjælpe sit Folk, 11-14.
60:1Til Sangmesteren; til Susan-Eduth; af David; „et gyldent Smykke“; til at læres;
60:2der han stred med Mesopotamierne og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, tolv Tusinde.
60:3Gud! du har forkastet os, du har sønderrevet os; du har været vred; vend om til os igen!
60:4Du har bragt Jorden til at skælve, du har sønderslidt den, læg dens Brøst; thi den ryster.
60:5Du lod dit Folk se haarde Ting; du gav os Vin at drikke, saa at vi tumlede.
60:6Men nu har du givet dem, som dig frygte, et Banner, som hæver sig for Sandhedens Skyld (Sela),
60:7paa det dine elskelige maa udfries; saa frels med din højre Haand og bønhør os!
60:8Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal.
60:9Mig hører Gilead til, og mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn, Juda er min Herskerstav.
60:10Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland!
60:11Hvo vil føre mig til den faste Stad? Hvo har ledet mig indtil Edom?
60:12Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære?
60:13Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed.
60:14Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.