David beder om Guds Naade og Hjælp imod Fjenderne, 2-3; taler om sin Tillid til Gud, klager over Fjendernes Ondskab og beder Gud om Hjælp, 4-10; forlader sig tryggelig paa Guds Bistand og lover at takke Gud og betale sine Løfter, 11-14.
56:1Til Sangmesteren; til „den stumme Due i det fjerne“ af David; „et gyldent Smykke“, der Filisterne havde grebet ham i Gath.
56:2Gud! vær mig naadig; thi et Menneske søger at opsluge mig, Stridsmanden trænger mig den ganske Dag.
56:3Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig.
56:4Paa den Dag, jeg frygter, forlader jeg mig paa dig.
56:5I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad kan Kød gøre mig?
56:6Den ganske Dag fordreje de mine Ord; alle deres Tanker ere imod mig til det onde.
56:7De holde sig sammen, de skjule sig, de tage Vare paa mine Fodspor, ligesom de have tragtet efter mit Liv.
56:8Skulde de undkomme ved deres Uretfærdighed? Gud! nedstød disse Folk i Vrede!
56:9Du har talt mine Landflygtighedsdage; gem mine Taarer i din Flaske; staa de ikke i din Bog?
56:10Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette ved jeg, at du er min Gud.
56:11I Gud vil jeg prise Ordet; i Herren vil jeg prise Ordet.
56:12Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gøre mig?
56:13Gud! Løfter til dig hvile paa mig, med Taksigelse vil jeg betale dig.
56:14Thi du friede min Sjæl fra Døden, ja, mine Fødder fra Fald, at jeg skal vandre for Guds Ansigt i de levendes Lys.