59:1Til Sangmesteren; „fordærv ikke“; af David; „et gyldent Smykke“; der Saul sendte hen, og de toge Vare paa Huset for at slaa ham ihjel.

59:2Min Gud! fri mig fra mine Fjender, sæt mig paa et højt Sted imod dem, som staa op imod mig. 59:3Fri mig fra dem, som gøre Uret, og frels mig fra blodgerrige Mænd! 59:4Thi se, de lure efter min Sjæl, de stærke holde sammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o Herre! 59:5Uden min Skyld storme de frem og stille sig op; vaagn op at møde mig og se til! 59:6Ja, du, Herre, Gud Zebaoth! Israels Gud, vaagn op at hjemsøge alle Hedningerne! vær ingen naadig af alle de troløse Niddinger! Sela. 59:7De komme igen imod Aftenen, de tude som Hunde og løbe omkring i Staden. 59:8Se, de udgyde Ord af deres Mund, der er Sværd paa deres Læber; thi „hvo hører det?“

59:9Men du, Herre! du ler ad dem, du spotter alle Hedningerne. 59:10Imod hans Styrke vil jeg vogte paa dig, thi Gud er min Befæstning. 59:11Gud, som beviser mig Miskundhed, skal komme mig i Møde; Gud skal lade mig se med Lyst paa mine Fjender. 59:12Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk ikke skal glemme det; lad dem vanke hid og did for din Magt, og lad dem styrte, Herre, vort Skjold. 59:13Deres Læbers Ord er Synd i deres Mund; lad dem gribes i deres Hovmod og for den Forbandelse og Løgn, som de udsige. 59:14Gør Ende paa dem i din Vrede, gør Ende paa dem, at de ikke ere mere til; og de skulle vide, at Gud er den, som hersker i Jakob indtil Jordens Ender. Sela. 59:15Og de skulle komme igen om Aftenen, tude som Hunde og løbe omkring i Staden. 59:16De skulle vanke hid og did efter Føde og overnatte, uden at de blive mætte.

59:17Men jeg vil synge om din Styrke, jeg vil synge med Fryd om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Befæstning og en Tilflugt paa min Nøds Dag. 59:18Min Styrke! for dig vil jeg synge, thi Gud er min Befæstning, Gud, som beviser mig Miskundhed.