Den Frie Bibel

Psalme-Bog, salme 139

David betragter Guds Alvidenhed, som ransager og nøje kender alle Ting, 1-6; hans Allestedsnærværelse, med hvilken han opfylder alle Ting, 7-12; hans Almagt, formedelst hvilken han havde herligt dannet ham, 13-18; og er nidkær imod de ugudelige, som ej vilde ære Gud, og beder, Gud vilde endnu mere rense og styrke ham i det gode, 19-24.

Til Sangmesteren; af David; en Psalme.

139:1Herre! du har ransaget mig og kender mig. 139:2Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra. 139:3Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje. 139:4Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen. 139:5Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand. 139:6Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
139:7Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt? 139:8Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! 139:9Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav, 139:10saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast. 139:11Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig. 139:12Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
139:13Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv. 139:14Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel. 139:15Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb[1]d. e. i Moders Liv.. 139:16Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen. 139:17Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum! 139:18Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
139:19Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig. 139:20Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt. 139:21Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig? 139:22Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender. 139:23Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker! 139:24Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!

Status for dette kapitel

Denne tekst er den autoriserede oversættelse fra 1871 af Det Gamle Testamente.