David betragter Guds Alvidenhed, som ransager og nøje kender alle Ting, 1-6; hans Allestedsnærværelse, med hvilken han opfylder alle Ting, 7-12; hans Almagt, formedelst hvilken han havde herligt dannet ham, 13-18; og er nidkær imod de ugudelige, som ej vilde ære Gud, og beder, Gud vilde endnu mere rense og styrke ham i det gode, 19-24.
Til Sangmesteren; af David; en Psalme.
139:1Herre! du har ransaget mig og kender mig.
139:2Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
139:3Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
139:4Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
139:5Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
139:6Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
139:7Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
139:8Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der!
139:9Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
139:10saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
139:11Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
139:12Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
139:13Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
139:14Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
139:15Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
139:16Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
139:17Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
139:18Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
139:19Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
139:20Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
139:21Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
139:22Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
139:23Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
139:24Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!