De troende opmuntres til at love og prise Gud, 2-4; og det for hans store og herlige Gerningers Skyld, som de ufornuftige ej forstaa sig paa, hvilke derfor ødelægges, 5-10; da derimod de fromme skulle blomstre og blive lyksalige, 11-16.
92:1En Psalme, en Sang paa Sabbatens Dag.
92:2Det er godt at takke Herren og at lovsynge dit Navn, du Højeste!
92:3at kundgøre din Miskundhed om Morgenen og din Sandhed om Natten
92:4paa de ti Strenge og paa Psalteren til Harpens Klang.
92:5Thi, Herre! du har glædet mig ved dit Værk; jeg vil synge med Fryd om dine Hænders Gerninger.
92:6Herre! hvor store ere dine Gerninger, dine Tanker ere meget dybe.
92:7En ufornuftig Mand kender det ikke, og en Daare forstaar ikke dette.
92:8Naar de ugudelige grønnes som en Urt, og alle de, som gøre Uret, blomstre, er det til deres Ødelæggelse stedse og altid.
92:9Men du, Herre, er høj evindelig.
92:10Thi se, dine Fjender, Herre! thi se, dine Fjender skulle omkomme, alle de, som gøre Uret, skulle adspredes.
92:11Men du ophøjede mit Horn som Enhjørningens; jeg er overgydt med frisk Olie.
92:12Og mit Øje saa paa mine Fjender, mine Øren hørte paa de onde, som opstode imod mig.
92:13Den retfærdige skal grønnes som et Palmetræ, han skal vokse som et Cedertræ paa Libanon.
92:14De, som ere plantede i Herrens Hus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde.
92:15De skulle endnu bære Frugt, naar de ere graahærdede, de skulle være saftige og grønne
92:16til at forkynde, at Herren er oprigtig, min Klippe, og at der ikke er Uret hos ham.