David opmuntrer sig til at love Gud, 2-5; beder, at Gud vilde frelse sine elskelige, 6-7; forventer efter Guds Forjættelser Hjælp og Sejr over sine Fjender, 8-14.
108:1En Sang, en Psalme af David.
108:2Trøstigt er mit Hjerte, o Gud! jeg vil synge, jeg vil lege paa Harpe, ogsaa min Ære skal juble.
108:3Vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden.
108:4Jeg vil takke dig, Herre! iblandt Folkene og lege paa Harpe for dig iblandt Folkestammer.
108:5Thi din Miskundhed er stor over Himlene og din Sandhed indtil Skyerne.
108:6Ophøj dig, Gud! over Himlene, og din Ære være over al Jorden!
108:7Paa det dine elskelige maa udfries, saa frels med din højre Haand og bønhør os!
108:8Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal.
108:9Mig hører Gilead til, mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn, Juda er min Herskerstav.
108:10Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland!
108:11Hvo vil føre mig til den faste Stad? hvo har ledet mig til Edom?
108:12Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære?
108:13Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed.
108:14Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.